Dating-appen Tinder kommer til fjernsynet

Tinder er nu klar til Apple-TV. Ideen er at gøre dating til en social begivenhed.

I en af Tinders reklamespots vurderer to veninder potentielle partnere, mens far læser avis - og kommenterer på valgene - i baggrunden. (© Tinder)

Digital dating forestiller de fleste sig nok som en relativt privat ting, der foregår mellem individer via en app på smartphonen eller computeren.

Men nu lanceres den vildt populære app Tinder til Apple TV, og rykker dermed ind i stuen. Det skriver selskabet bag på deres blog.

Forestil dig at du sidder i sofaen sammen med veninderne eller vennerne. I tænder for Apple TV og vælger Tinder appen. På fjernsynet toner det ene ansigt efter det andet frem, som I i fællesskab vurderer ved at "swipe" enten til højre eller til venstre på touchpladen på Apple TV's Remote. (I Tinder er det ved at swipe, at man vælger eller fravælger potentielle matches.)

Appen fungerer endnu ikke med fjernbetjeningens talekontrol, men det kan nå at komme i en senere opdatering.

Den nye Apple TV app lanceres via en række korte reklamespots, hvor yngre brugere, der stadig bor hjemme hos mor og far, kynisk vurderer de andre Tinder-brugere - mens forældrene kommenterer på valgene.

Ideen er klar. Dine venner - og familien - skal hjælpe dig med at vælge den rigtige partner. Det gør de nok allerede, men med Tinder til TV, bliver det meget nemmere!

Dating bliver til underholdning

I realiteten er konklusionen dog også, at dating er blevet en form for underholdning.

At være fælles om at vælge og vrage potentielle partnere er jo ikke noget nyt. De fleste, der har prøvet apps som Tinder, har nok swipet derudaf sammen med venner og veninder.

Og det koncept forsøger Tinder nu at udvide til hele familien så at sige.

Men om det bliver den nye familie juletradition, må tiden vise. Umiddelbart virker situationen med mor og far i baggrunden lidt bizar.

Ideen får også denne skribent til at tænke på en klassisk scene fra filmen Logan's Run, hvor hovedpersonen vælger sin partner via en fjernstyret teleporter.