Dropbox rammer 175 millioner brugere

Efter fem år som basal online-lagerplads, vil tjenesten Dropbox nu være centrum i dit digitale liv. Konkurrencen er dog benhård.

Dropbox vil gøre storage sexet (Foto: © Dropbox)

'Dropbox er en funktion, ikke et produkt.'

Sådan sagde den nu afdøde Apple-stifter Steve Jobs om tjenesten Dropbox - en tjeneste, hvis primære formål er at erstatte USB-pinden og i stedet give dig lettilgængelige to gigabyte lagerplads ude på nettet - og måske få dig til at købe mere lagerplads til, efterhånden som dine databehov vokser.

Nu vil virksomheden bag forsøge at gøre Apple-stifterens ord til skamme. Storage, altså lagring af data, har i sit udgangspunkt karakter af at være en ganske uinteressant disciplin, og de færreste almindelige brugere har et passioneret forhold til ting som backup, USB-nøgler, DVD-skiver, harddiske eller online-lagertjenester.

Vil være sexetAlligevel vil Dropbox nu forsøge at gøre sig selv sexet for både softwareudviklere og brugere, der i fremtiden skal vælge tjenesten som centrum i hele deres digitale liv - ikke bare den del af det, der handler om at tage en backup af feriebillederne.

Det forklarede selskabets direktør, Drew Houston på den første Dropbox-konference nogensinde, der begyndte i går.

Dropbox gik første gang i luften i 2008, og har markedsført sig selv på at være en sømløs og helt uproblematisk synkroniseringstjeneste, hvor man blot gemmer sine filer i Dropbox-mappen på sin computer, hvorefter de automatisk bliver synkroniseret med Dropbox-tjenesten på nettet, og med alle andre computere, man måtte have tilsluttet tjenesten. Smart, effektivt - men også utrolig kedeligt, fordi jo netop bare er backup af data, og sågar foregår automatisk.

Sådan skal det dog ikke blive ved med at være, forklarede Drew Houston.

1.000.000.000 filer hver dag

Han afslørede, at selskabet på blot et halvt år er næsten fordoblet til nu 175 mio. brugere, der hver dag gemmer over en milliard filer på Dropbox-tjenesten. Men måske mere ukendt er selskabets eksisterende samarbejde med massevis af softwareudviklere, der indbygger Dropbox-backup helt ind i maven af deres software, som derefter f.eks. kan indstilles til at bruge Dropbox-tjenesten som lagerplads, snarere end brugerens egen computer.

Det er denne funktionalitet, som tjenesten nu vil udvide, så synkronisering i fremtiden kan ske på tværs af et væld af forskellige apps og på tværs af forskellige enheder. Det betyder, at et dokument, du arbejder på på din arbejds-PC, automatisk vil dukke op på din iPad, så du kan arbejde videre med dokumentet i bussen på vej hjem. Forudsat altså, at begge enheder bruger den nye Dropbox Datastore API-funktionalitet, der gør det muligt at synkronisere på tværs af apps og gadgets.

Bygge bro

Visionen for tjenesten er at bygge bro mellem både Apples iOS, Googles Android og alle de andre platforme, folk benytter, og som ikke altid virker lige godt på tværs af enheder. Her vil tjenesten i fremtiden sørge for, at eksempelvis en highscore-liste i et spil, musikbiblioteket eller adressebogen på ens computer, i fremtiden indeholder samme data, uanset hvilken dims man bruger.

Selv om Dropbox-chefen kunne fremvise en imponerende vækst i brugertallet, er konkurrencen fra de store selskaber i softwarebranchen dog benhård. Lignende funktioner findes nemlig allerede i både Apples tilsvarende iCloud-tjeneste, i Microsofts Skydrive og i Googles mylder af forskellige onlinetjenester. Alle tre har til formål at bygge bro mellem computere, mobile enheder og nettet. Derudover har også den kapitalstærke internetmarkedsplads Amazon sådanne tjenester, ligesom at der findes utallige mindre aktører.

Dropbox-tjenesten stod, ligesom både Apple, Google og Microsoft i de lækkede dokumenter, som den tidligere ansatte i efterretningstjenesten NSA, Edward Snowden for nylig gav til flere aviser. Her var Dropbox nævnt som 'kommende' samarbejdspartner i Prism-programmet, hvor spiontjenesten angiveligt har adgang til at kigge i de data, som brugerne lægger ud på de medvirkende selskabers servere.