Elektronisk overvågning af børn kan være godt for familien

Teenagere er kreative og ved, hvordan de slipper udenom forældrenes elektroniske overvågning.

Teenagere vil ikke have, at forældre sniger overvågning ind på deres mobiler. Men gange kan de selv se det nødvendige i, at forældrene overvåger dem. (Foto: © Kasper palsnov, Scanpix)

Forældrene til en 13-årig pige tager hendes telefon, uden at hun ved det. De installerer en app, så de kan overvåge hende og holde øje med, hvor hun går rundt, og hvad hun laver.

Er det okay? Må de godt det?

Det er et af de spørgsmål, som forskere fra Aarhus Universitet har stillet en række teenagere, der går i 8. og 9. klasse.

Og eleverne var ikke begejstrede.

- Det der med at blive overvåget uden at vide det, bryder de sig ikke om, siger Maja Sonne Damkjær, der er postdoc på Center for Surveillance Studies på Aarhus Universitet, hvor hun sammen med tre andre kolleger er i gang med en stor undersøgelse om familiers brug af teknologi og overvågning. Projektet og de endelige resultater bliver offentliggjort i 2019.

GPS-ure til børn fyldt med sikkerhedshuller

Selvfølgelig vil forældre gerne vide, hvor deres børn er. En måderne at gøre det på er gennem apps på barnets mobiltelefon. Eller med for eksempel GPS-ure.

Urene bliver markedsført til især børn i de sene årgange i børnehaver eller de første år i skolen, hvor det at få en mobiltelefon måske er for voldsomt at administrere for barnet.

Urene er dog over en bred kam fyldt med sikkerhedshuller, der for eksempel gør dem nemme at hacke, og hvor der også er alvorlige problemer med beskyttelse af personlige data.

Det har fået både det danske Forbrugerrådet Tænk og den norske søsterorganisation til at anmelde producenten af et de mest populære ure. Tyskland har netop forbudt dem.

Den gode overvågning

Selvom børnene ikke vil have, at forædre sniger den elektroniske overvågning ind på deres mobiltelefoner, så kan de også se fordele ved den.

-De fortæller også, at det er vigtigt, at forældrene drager omsorg for dem og lægger vægt på, at man har tillid til hinanden. Og hvis nogle teenagere er ude i problemer, så kan de også godt selv se det nødvendige i overvågningen, siger Maja Sonne Damkjær.

Ofte, når der kommer en ny teknologi som for eksempel GPS-ure, er det nemt for mange at pege på de negative sider af dem og det at overvåge børn. Men billedet er mere nuanceret, siger Maja Sonne Damkjær.

Og overvågningen går nogle gange begge veje. Børnene kan også bruge det til at holde øje med forældrene. I nogle familier er alle blevet enige om bruge apps, så både børn og forældre kan følge hinanden og se, hvor de andre er henne.

- Så kan man se, hvor hinanden er henne, og at for eksempel drengen er i klubben og nok står og snakker med nogle venner, og så kan det jo være irriterende, hvis man ringer og forstyrrer, siger Maja Sonne Damkjær.

SMS som overvågning

Samtidig skal man også se på, hvad man kalder for overvågning.

Det at ringe og sende SMSer på bestemte tidspunkter er jo også en form for overvågning, som Maja Sonne Damkjær siger. Og det fortæller mange af de unge teenagere, at de er glade for. Det kan give dem tryghed.

- Men omvendt, hvis teenagerne har besluttet sig for at gøre noget, så er de også virkeligt kreative og kan sagtens skrive SMSer for hinanden. Så lader de bare telefonen ligger hos en ven. De er virkeligt kompetente, og som altid skal teenagere nok finde ud af at komme ud eller væk, hvis de virkelig vil, siger Maja Sonne Damkjær.

Travle forældre

Overvågning kan også give frihed for både barn og forældre. For eksempel hvis man har et barn med ADHD. Der kan overvågning med GPS give en frihed, så barnet kan være mere selvstændigt.

- Der får barnet en frihed til at gå ud, og så kan man også følge dem og se, hvor de er henne og hjælpe dem hjem, hvis de bliver opslugt af gå rundt i en skov og lege rollespil med kammeraterne og glemmer alt om tid og sted, siger Maja Sonne Damkjær.

Men så er der selvfølgelig også spørgsmålet om, hvorvidt forældrene overhovedet er interesserede i at overvåge deres børn.

- Mange af de store teenagere siger også, at deres forældre da ikke har tid til at side der og glo på en skærm for at se, hvor de går rundt, for forældrene har travlt med alt muligt andet, siger Maja Sonne Damkjær.