Endnu en tech-enhjørning slået i gulvet

Forleden måtte Snapchat se sin værdi nedjusteret med 25 procent af en af selskabets investorer. Nu får en anden tech-raket endnu større hug

Unicorns er betegnelsen for ekstremt værdifulde amerikanske opstartsvirksomheder - men ikke alt, der glimter, er guld (Foto: KIERAN DOHERTY © Scanpix)

Efter adskillige advarsler om alt for høje vurderinger af tech-startups i Silicon Valley, har en grum skæbne denne uge ramt to af de mest hypede såkaldte 'unicorns' - en betegnelse, der dækker over iværksættervirksomheder med en raket-agtigt stigende værdi på over en milliard dollars.

Forleden var det Snapchat, der fik et drag over nakken, da investoren Fidelity uden ydligere forklaring nedskrev værdien af sin beholdning af Snapchat-aktier med 25 procent.

Nu får en anden unicorn et endnu større hug, nemlig virksomheden Zenefits, der tilbyder en digital platform til personaleadministration, løn og meget andet.

Ramt langt forbi målene

Det er igen investoren Fidelity, der nedskriver værdien af sine Zenefits-aktier, men denne gang med svimlende 48 procent.

Det sker efter at Zenefits har vist sig at ramme langt forbi sine egne vækstmål, og endda har måttet indlede sparerunder, fyret ansatte og skruet ned for lønnen i ledelse og hos medarbejderene.

Ifølge The Wall Street Journal havde Zenefits i august ikke engang nået det halve af sit indtjeningsmål.

Zenefits er ikke udpræget kendt i Danmark, men var indtil for nylig blandt de rødglødende unicorns, og værdien af Zenefits var spekuleret op i 31 milliarder kroner. Nu vurderer Fidelity altså, at selskabet kun er det halve værd.

Uber er 480 mia. kroner værd

Unicorns - på dansk: enhjørninger - har ellers i et par år været det store samtaleemne, anført af virksomheder som Uber, AirBNB, Snapcat, Dropbox og flere andre, hvoraf Uber har ført an med en afsindig vurdering på over 480 milliarder kroner.

Flere unicorns har måttet se deres værdi eksplodere, selv om de reelt ikke tjente penge.

Det gælder blandt andet Snapchat, der trods over 100 mio. daglige brugere fortsat ikke har fundet stabile indtægtskilder, men alligevel var vurderet til at være over 100 milliarder danske kroner værd, i hvert fald indtil Fidelity rejste tvivl om værdien ved at nedskrive Snapchat med 25 procent.

Tidligere har investoren Blackrock nedskrevet værdien af Dropbox med 20 procent.

Tech-boble eller ej?

Der har den senere tid lydt flere advarsler om en ny tech-boble, der denne gang er anderledes end dotcom-boblen i slutningen af 90'erne, fordi mange af selskaberne ikke er børsnoterede, men delvist ejet af private investorer.

Blandt andet har den rutinerede investor Bill Gurley advaret om, vinteren kan være på vej i Silicon Valley, fordi investorerne er begyndt at interessere sig mere for stabile forretningsmodeller end for vild vækst.

Mens nogle har påpeget at boblen er pustet op af meget lave renter, har andre investorer fastholdt, at selskaberne denne gang er sundere end de var i 90'erne, og at boblen derfor ikke findes.

Twitters problemer skæmmer

En af de tidligere yderst omtalte tech-selskaber var Twitter, der gik på børsen i 2013. Twitter har fortsat aldrig givet overskud, og måtte tidligere i år se sin aktiekurs styrtdykke, da selskabet først nedjusterede forventningerne til sin indtjening, og dernæst vinkede farvel til direktøren.

I Frankrig måtte streamingtjenesten Deezer for nylig droppe en planlagt børsnotering, fordi det viste sig, at der ikke var nok interesserede købere af selskabets aktie.

Børsprospektet afslørede, at et stort antal af Deezers kunder ikke benytter tjenesten, selv om den følger gratis med andre produkter, fx mobilabonnementet.

Twitters brugertal viser tilmed tegn på stagnation, og toppen kan derfor være nået inden selskabet fik sorte tal på bundlinjen.