Endomondo-køber og HTC præsenterer nyt fitnessgrej

Taiwan-selskabet HTC præsenterede sent søndag ny flagskibsmobil og sit første fitnessarmbånd, der er blevet til i samarbejde med køberen af danske Endomondo.

HTC og Under Armour har præsenteret deres første fitness-produkt, som danske Endomondo ventes at blive en del af. (Foto: HTC © HTC)

BARCELONA: Da analysehuset IDC forleden kunne præsentere sine salgstal for smartphones i Danmark, var Taiwan-producenten HTC forsvundet helt ud af top fem over bedst sælgende producenter i Danmark - selv om HTC for blot få år siden var blandt de mest succesfulde herhjemme.

Nu forsøger HTC så igen – denne gang med topmodellen M9, der sent søndag blev præsenteret på mobilmessen Mobile World Congress i Barcelona. Lanceringen var ikke overraskende, for M9 var allerede på forhånd blevet lækket ganske massivt til pressen, og der var sågar videoer på YouTube af mobilen.

Messen er officielt først startet mandag morgen, men mange producenter tyvstartede med produktlanceringer søndag, heriblandt HTC, der blev overdøvet en smule af Samsung, der også havde valgt at præsentere sine nye mobiler søndag.

Opdatering af forgængeren

Ligesom Samsungs Galaxy nylancerede topmodel, Galaxy S6, har HTCs M9 ikke dramatisk forandret udtryk, men er snarere en opdatering af den forrige model.

M9 har en skærm på fem tommer, og et 20 megapixel kamera, der kan optage video i 4K og flere andre forbedringer, men det er umiddelbart designændringerne, der springer mest i øjnene.

Løbegrej med dansk medvirken

Af særlig dansk interesse kunne HTC søndag for første gang fremvise Grip, der er selskabets første fitness-armbånd. Grip er produceret sammen med Under Armour, der forleden købte danske Endomondo.

Det er således Under Armours software, hvis UA Record-netværk udgør den bagvedliggende platform. Endomondo skal være en del af dette netværk, men præsentationen af Grip bød ikke på yderligere nyt om fremtiden for det danske køb.

Grip er et fitness-armbånd i klassisk forstand, og det minder en del om eksisterende produkter. Der er ikke pulsmåler i, men til gengæld har det GPS og kan dermed bruges som makker på løbeturen, uden at mobilen behøver være med.

Også VR

Flere andre producenter har fremvist smart-ure med Googles Android Wear-system, men et sådant har HTC foreløbig ikke på hylderne.

Til gengæld kunne HTC præsentere et samarbejde med spilproducenten Valve om produktionen af et VR-headset, der minder om tilsvarende produkter fra Samsung og Oculus Rift. VR-headsettet, der hedder HTC Vive, kommer ikke på markedet foreløbig og ventes først på hylderne sidst i 2015.

Facebook
Twitter