EU: Hvis du vil undgå NSA, så luk din Facebook-konto

En opsigtsvækkende melding dukkede tidligere denne uge op under en høring om brud på dataaftaler med USA. EU kan ikke garantere, at europæernes data beskyttes som aftalt.

EU-kommissionen kan ikke garantere, at europæernes data er sikre hos Facebook. (Foto: Josh Edelson © Scanpix)

Det er tvivlsomt om europæerne kan regne med, at databeskyttelsesaftaler mellem EU og USA bliver overholdt - og derfor bør man lukke sin Facebook-konto, hvis man er bekymret for at ens private data ryger i hænderne på den amerikanske spiontjeneste NSA.

Sådan lyder den korte udgave af en ordveksling, der denne uge faldt ved EU-domstolen, hvor en række klager over amerikanske tech-virksomheders samarbejde med NSA bliver vendt.

Klagerne er indgivet af den østrigske jurastuderende Max Schrems, der efterhånden har markeret sig som en ustoppelig kritiker af Facebooks forretningsmodel i forhold til de europæiske love om persondata.

Schrems er også manden bag det mega-søgsmål mod Facebook, der skydes i gang i Wien den 9. april, hvor en række danskere er blandt de 25.000, der har stævnet Facebook for en række påståede overtrædelser af europæiske regler, herunder blandt andet det påståede samarbejde med NSA.

Klager over flere selskaber

Et af disse forhold er, at Facebook giver data om folk videre til NSA i det såkaldte PRISM-program, som den afhoppede NSA-ansatte Edward Snowden afslørede i for snart to år siden. Sagen ved EU-domstolen omhandler klager over, at Apple, Facebook, Microsoft, Skype og Yahoo overtræder den såkaldte Safe Harbour-aftale, hvor amerikanske virksomheder har forpligtet sig til at overholde europæisk lov, selv om data ligger på servere i USA.

Snowdens afsløringer betyder, at disse aftaler sandsynligvis er nyttesløse. Samtlige tech-giganter benægtede dengang eksistensen af PRISM-programmet, der, ifølge Snowden, er NSAs direkte adgang til at overvåge folk via fx Facebook eller Google.

- Du bør overveje at lukke din Facebook-konto, hvis du har en, lød anbefalingen fra advokat fra EU-kommisionen, Bernhard Schima, til dommer Yves Bot under høringen, hvor det også stod klart, at kommissionen ikke længere mener, at data-aftalerne yder EU-borgerne den tilsigtede beskyttelse. Det skriver EUobserver.

Komplekse regler

Schrems mener, at de amerikanske virksomheder ikke kan siges at overholde principperne i Safe Harbour-aftalerne, når de videregiver disse data til NSA, selv om de burde være uden for NSAs rækkevidde.

Reglerne og sagen er dog komplekse, og det irske datatilsyn, der fører tilsyn med Dublin-baserede Facebook, har argumenteret for, at der tilsynet ikke har fundet beviser for, at Facebook overtræder aftalerne.

Sagen røg videre til den irske højesteret, der nu har spurgt EU-domstolen om en udtalelse. Det var under høringer i denne sag, at kommisionens advokat anbefalede dommeren at lukke Facebook-kontoen.

Havn for pirater

Gerhard Kunnert, advokat for den østrigske regering, kunne under sagen stemme i og erklære, at:

- Safe Harbour (sikker havn, red) er ikke tilfældet for data fra EU-borgere, men snarere en sikker havn for datapirater, sagde han.

EU-domstolen ventes at komme med en udtalelse den 24 juni.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk