Evernote undskylder: Vil alligevel ikke lure i brugernes noter

Notefirmaet vender på en tallerken og trækker sin kontroversielle nye privatlivspolitik tilbage.

Rasende brugere har fået Evernote på bedre tanker. (© Evernote)

Efter pres fra en lang række af firmaets brugere, og en hel del negativ presseomtale, har notetjenesten Evernote valgt fuldstændigt at sløjfe deres ellers spritnye privatlivspolitik.

Evernote sendte for tre dage siden en opdatering ud til deres millioner af brugere, hvor de forklarede, at man i højere grad ønskede at bruge automatisering (machine learning) til at forbedre og skabe nye brugeroplevelser.

Det krævede samtidig en opdatering af firmaets privacy policy.

Nærlæste man de nye betingelser, stod det dog hurtigt klart, at der fulgte en temmelig markant ændring med. Her stod det nu sort på hvidt, at firmaets ansatte måtte kigge med i folks private noter, for at sikre at den maskinelle teknologi var på rette spor.

Brugerne var rasende

Selvom der var en mulighed for at vælge de nye machine learning-muligheder fra, så understregede Evernote, at man alligevel forbeholdt sig ret til at kigge i private noter.

Dette faldt absolut ikke i god jord hos firmaets brugere, som blandt andet på de sociale medier har ytret sig meget stærkt om Evernotes planer.

Det fik hurtigt Evernotes direktør Chris O’Neill til at reagere.

I et nyt blogindlæg forklarede han, at det kun var meget få udvalgte af firmaets ansatte, der havde adgang til at kigge i de privae dokumenter, og at de ikke havde mulighed for at kæde en bestemt note sammen med en bestemt person.

Øvelsen gik altså blot ud på at hjælpe firmaets kunstige intelligens til bedre at forstå brugerne, lød det.

Desuden understregede O’Neill, at formuleringen om at Evernote alligevel måtte kigge med, selvom man takkede nej til de nye machine learning-muligheder, var rent juridiske - altså fx hvis myndighederne henvender sig med en dommerkendelse.

Slet ikke nok til at berolige folk

Men selv denne opdatering fik ikke brugerne til at slappe af. Og nu har direktøren så måtte til tasterne igen - og denne gang har firmaet lagt sig helt fladt ned.

I stedet for at brugerne skulle fravælge (opt out) de nye muligheder, med den tilhørende ‘kiggen med i private noter’, vil man fremover frivilligt skulle tilvælge dem (opt in).

Evernote har da også hurtigt erkendt, at man med de nye betingelser, groft har tilsidesat brugernes tillid:

- Vi offentliggjorde en ændring til vores privatlivspolitik, som fik det til at se ud, som om vi ikke bekymrer sig om privatlivets fred for vores kunder eller deres noter. Dette var ikke vores hensigt, og vores kunder har i utvetydige vendinger fortalt os, at vi har ‘messed up’. Vi har hørt dem, og skrider til øjeblikkelig handling for at løse problemet, skriver O’Neill, og fortsætter undskyldningen.

- Vi er begejstrede for de muligheder brugen af machine learning giver Evernotes kunder, men vi skal bede om tilladelse, ikke antage vi har fået den. Vi beklager, at vi skuffede vores kunder, og vi er ved at gennemgå hele vores privacy policy på grund af dette, fortsætter Evernotes direktør.

Evernote har altså derfor droppet alle de ændringer der skulle være trådt i kraft den 23 januar 2017. Hvornår de nye-nye betingelser bliver klar vides endnu ikke.