Få danskere købte Twitter-aktier

Kursen på Twitter-aktien er indtil videre nogenlunde stabil - men kun få danskere købte aktier i den blå fugl.

Twitter fik en flot start på børsen i New York. (Foto: EMMANUEL DUNAND © Scanpix)

Ingen dramatiske styrdyk, ingen panik og ingen ubehagelige overraskelser. Endnu.

Sådan ser virkeligheden ud for Twitter-aktien, der fortsat holder skindet på næsen og fortsat ikke har budt på store udsving i hverken den ene eller den anden retning. Selskabet gik på børsen torsdag med en startpris på 26 dollars per aktie, men allerede fra handelsstarten steg kursen dramatisk og sluttede dagen hele 72 procent højere end den startede.

Sent fredag balancerede aktien omkring de 42 dollars.

Depotbanken Nordnet tog fredag eftermiddag temperaturen på, hvor mange skandinaver, der havde handlet aktier i den blå fugl via Nordnet, og det viste sig, at interessen var afmålt.

På Nordnets egen blog skriver investeringsøkonom Per Hansen, at der på førstedagen blev gennemført 1500 skandinaviske handler i Twitters aktie, gennemført af blot 500 brugere.

Af disse var godt 100 danskere.

Moderat antal

- Set i forhold til den samlede kundebase på ca. 400.000, må det siges at være ”moderat”, skriver Per Hansen, der samtidig vurderer, at der er en reel risiko for, at dem, der venter yderligere prisstigninger i Twitter-aktien kan ende med at opleve, at fuglen var på taget, snarere end i hånden.

Nordnets tal dækker dog alene Nordnets egne kunder.

Børsnoteringen var en af sidste uges store begivenheder - ikke mindst fordi de færreste kunne være i tvivl om Twitters nuværende økonomi. I børsprospektet havde Twitter offentliggjort en række tal, herunder tiltagende tab på indtil videre 134 mio. dollars i de første ni måneder af 2013. Dertil kommer, at der ikke er udsigt til at selskabet kommer til at give sorte tal i nær fremtid.

Da Facebook gik på børsen sidste år, udløste samme fremtidsudsigt styrtdykkende aktiekurser, men Facebook fik hurtigt vendt skuden og pustet liv i indtægterne fra de mobile brugere.

Den vellykkede børsnotering har nu sat gang i spekulationer om, hvem der bliver den næste til at gå på børsen.

Måske kommende dotcom-boble

Der er dog ingen oplagte kandidater de næste par måneder, men i en analyse peger nyhedsbureauet Reuters på, at både Box, Square, Airbnb, Dropbox, Evernote og flere andre kan være kandidater. Det handler om brugertal, hedder det sig.

- Når man først berører så mange brugere, vil man altid finde en måde at tjene penge på, siger Jeremy Liew, der er partner i Lightspeed Venture Partners, til bureauet. Selskabet har købt en andel af Snapchat-tjenesten.

Den begejstrede lejr står dog ikke alene. Flere analytikere begynder så småt at sammenligne situationen med dotcom-boblen, hvor markedet netop mistede fokus på, om internetselskaberne reelt var i stand til at tjene penge, endsige om de overhovedet havde kunder.

- Investorernes hukommelse er bemærkelsesværdig kort, konkluderer Per Hansen fra Nordnet

FacebookTwitter