Facebook kender dig bedre end din familie

Ved at analysere dine Facebook-likes kan forskere fra Cambridge vurdere din personlighed bedre end dine kolleger, venner og familie.

Er du neurotisk eller samvittighedsfuld. Like-knappen afslører din personlighed. (© Facebook)

Er du glad? Udadvendt? Eller måske neurotisk?

Dine kolleger, venner og familie har sikkert et forholdsvis godt billede af din personlighed, og du har nok også selv en fornemmelse af, hvordan du er som menneske.

Men hvad med din computer? Kan den også vurdere, om du er flink, ekstrovert eller et brokhoved?

Svaret er - måske overraskende - ja!

Algoritme afslører dig

Forskere på Cambridge University i England har udviklet en selv-lærende algoritme, som udfra dine Facebook-likes er bedre til at vurdere din personlighed end både dine kolleger, venner og familie - og måske endda dig selv!

Det skriver bla. BBC og New Scientist efter offentliggørelsen af forskernes artikel i tidsskriftet PNAS.

Kort fortalt har softwaren lært at se, hvilken type personlighed du er, ud fra dine Facebook-likes af links, statusopdateringer, videoer og så videre.

70.000 deltagere har fået analyseret deres personlighed

I forsøget har Dr. Wu og hans kolleger fra Cambridge som forberedelse fået over 70.000 deltagere til at udfylde et skema, hvor de vurderer deres egne personlighedstræk. Samtidig har deltagerne også skullet bede kolleger, venner og familie om at udfylde et tilsvarende skema.

De har set på fem personlighedstræk ud af de dusinvis af faktorer, man analyserer i psykologien. Det handler bla. om, hvorvidt man er samvittighedsfuld, udadvendt eller er medgørlig og hyggelig at være sammen med.

På den måde har forskerne kunnet sammenligne algoritmens vurderinger med et kontrolmateriale, og det har kunnet bruges, når algoritmen har skullet lære at sammenholde Facebook-likes med deltagernes personlighed.

Algoritmen er bedre end kolleger, venner og familie - men kærester er bedst

Undersøgelsen baserer sig på en tidligere undersøgelse med over 85.000 Facebook-brugere, som viste hvordan likes er et godt udtryk for folks personlighed. Men i de nye forsøg har Dr. Wu og hans kolleger vist, at algoritmen ligefrem er bedre end dine bekendte og din familie til at sige, hvordan du er som menneske.

Ved at se på bare 10 likes er algoritmens vurdering mere præcis end dine kolleger.

Ved at se på 70 likes er den bedre end dine venner.

Ved at se på 150 likes laver algoritmen en mere afslørende beskrivelse af din personlighed end din familie.

Og ved at se på 300 likes overgår algoritmen ligefrem din kæreste.

Ifølge undersøgelsen har den gennemsnitlige Facebook-bruger afgivet 227 likes på sin profil, så i mange tilfælde vil softwaren altså være ganske tæt på at kunne vurdere din personlighed ligeså godt som din partner.

Bruger du mest tid med Facebook eller familien?

Der er naturligvis en masse forbehold, siger forskerne til BBC:

For det første ser man som nævnt på et lille udvalg af personlighedstræk, for det andet er der tale om spørgeskemaer, der ikke nødvendigvis er udtryk for en dyb forståelse af deltagernes personlighed.

Men taget i betragtning hvor meget tid mange efterhånden bruger på sociale medier, så er det måske heller ikke nogen stor overraskelse, at et computerprogram kan lære os bedre at kende end både familie, venner og kæreste?

Digitale profiler, annoncer og job

Og hvad kan det så bruges til?

Der er næppe tvivl om, at lignende algoritmer allerede bruges til at kategorisere os som forbrugere, både af Facebook selv, og af firmaer, som sælger og distribuerer annoncer og reklamer på nettet.

Og softwaren kan bruges sammen med mange andre typer af dataindsamling til at skabe meget præcise digitale profiler af os.

Men ifølge New Scientist foreslår Dr. Wus medforfatter, Michal Kosinski fra Stanford University, også at arbejdsgivere i fremtiden vil kunne bruge lignende algoritmer til at søge efter passende kandidater til ledige stillinger, snarere end at vente på at modtage ansøgninger.