Hvis du på det seneste har oplevet, at din Facebook-app gerne vil tilbyde dig et særligt ekstra lag beskyttelse, så skal du nok lige læse det med småt, inden du siger ja tak.
I Facebook-appen er der hos flere danske iPhone-brugere begyndt at dukke et blåt ‘Protect’ ikon op under fanebladet ‘Udforsk’.
Den knap vil sikkerhedsekspert Jan Kaastrup fra firmaet CSIS personligt holde fingrene langt fra. Hvorfor vender vi tilbage til; først en forklaring af, hvad Protect er for en sag.
Trykker man på Protect i Facebook-appen, bliver man sendt over i Apples App store til appen Onavo Protect - VPN Security.
Protect-appen er en gratis VPN (Virtual Private Network), som lover brugeren, at den vil “advare mod potentielt ondsindede hjemmesider, sikre dine personlige informationer, når du er på offentlige wifi-netværk, og tilføje et ekstra lag af beskyttelse, når du går på nettet med din telefon.”
Al dette kan, ifølge Onavo, lade sig gøre, fordi din trafik bliver sendt igennem en sikker forbindelse via firmaets servere. Det er i tråd med, hvordan en VPN normalt fungerer.
Lover beskyttelse, men stjæler selv
Men Onavo gør en ting mere. De indsamler oplysninger om al din mobile datatrafik og analyserer din brug af websites, apps og data, som de deler med... Facebook.
Denne oplysning er selvfølgelig placeret allernederst i teksten i app-butikken sammen med oplysningen om, at firmaet er en del af Facebook.
Med andre ord vil Facebook gerne have dig til at installere denne såkaldte beskyttelses-app med det formål, at de kan følge din fulde gøren og laden på din telefon. Derfor advarer Jan Kaastrup mod, at man installerer Onavoa og kalder Facebooks tiltag for “grænsende til falsk markedsføring”.
- De kan netop bruge dine personlige data, og de kan forbinde dem med din profil. Med en VPN så tænker man, at man er anonym. Det her er præcis det modsatte. Det giver en falsk tryghed, siger han til DR.
Jan Kaastrup kunne på ingen måde selv finde på at installere Onavo på sin egen telefon.
- Helt klart nej, Facebook har rigeligt med informationer, siger han og minder om en af internettets tommelfingerregler:
- Når nogen tilbyder dig noget gratis, er det dig, der er produktet.
En VPN kan være et ganske fint redskab
Hvis man gerne vil forsøge at sikre sig mod, at alverdens firmaer kan følge ens færden på nettet, kan den rigtige VPN være et fint redskab. Den bruges typisk til at skjule ens IP-adresse, så det ikke fremgår, at trafikken kommer fra ens eget hjem.
Jan Kaastrup anbefaler, at man tænker sig om, inden man vælger, hvilken VPN man bruger. Først og fremmest skal man kigge på, om firmaet lever af at sælge data.
- Man skal holde sig væk fra dem, der har noget at vinde på dine private oplysninger. Der findes masser af VPN-tjenester, der ikke systematisk opsamler og anvender information om dig, siger han.
- Når Facebook begynder at lave sikkerhedsprodukter, så er der grund til at være bekymret. Sikkerheden kan være fin nok, men alt hvad Facebook laver handler om at indsamle flere informationer om brugeren og dermed tjene flere penge, siger Jan Kaastrup.
Ifølge sikkerhedseksperten er der dog ingen hurtig genvej til at finde den rigtige VPN. Man er nødt til at læse betingelserne grundigt, inden man trykker download eller køb - og her bør betingelserne for brugen af Onavo Protect altså få alarmklokkerne til at ringe.