Fejl i iTunes roder rundt i din musiksamling

Flere brugere raser over, at nyeste version af iTunes har lavet uvelkomne ændringer i deres musikbibliotek.

Nyeste opdatering af iTunes har ændret albumcovers og rykket rundt på sanges placeringer hos flere brugere. (© dr)

Da Apple i tirsdags åbnede op for den nye streamingtjeneste Apple Music, smed firmaet samtidig en opdatering af iTunes på gaden - version 12.2.

Udover at give adgang til musikstreamingtjenesten gav iTunes-opdateringen også mulighed for, at man kunne aktivere sit iCloud musikbibliotek.

Ideen med iCloud-biblioteket er, at gøre hele ens musiksamling tilgængelig på andre pc'er, iPhones og iPads, fra computeren og via Apples servere.

Men desværre har opdateringen hos flere brugere haft alvorlige bivirkninger.

Flere rapporterer, at de har fået ødelagt dele af deres musikbibliotek. Det drejer sig om forkerte covers til albums, dublering af sange, og numre der er flyttet fra det oprindelige album til et album udgivet af en helt anden kunstner.

Apple har indtil videre ikke responderet på problemet.

Års arbejde forsvundet på få minutter

På Apples support-sider bliver tråden "WARNING: iCloud Music Library just destroyed my Mac's iTunes Library" bare længere og længere.

Et indlæg fra brugeren Frank Berzau opsummerer fint den generelle frustration:

- 28,000+ sange i mit bibliotek, som jeg nøje har opbygget og passet på i en årrække - forsvundet på minutter.

En mulig løsning på problemet

Er det også sket for dig, er der måske en nem løsning på problemet.

Nogle brugere rapporterer i hvert fald, at følgende har givet dem deres originale bibliotek igen (men ikke alle har haft held med det):

(Foto: © Nicolai Franck, dr)

- Luk iTunes

- Gå til din iTunes Mappe

- Vælg en tidligere.itl fil i mappen Previous iTunes Libraries (helst den nyeste inden problemet opstod) og træk filen ind i iTunes Mappen

-Omdøb den nuværende iTunes Library.itl fil til iTunes Library med fejl.itl

-Omdøb den.itl fil du trak ind i iTunes-mappen til iTunes Library.itl

-Åbn iTunes og biblioteket burde se ud som før fejlen opstod

-Lad være med at aktivere iCloud musikbibliotek, førend Apple har løst problemet

En anden mulig løsning er at holde alt-knappen nede, mens du åbner iTunes. Det giver mulighed for at åbne en tidligere version af dit bibliotek, og du kan altså på den måde navigere til en tidligere itl.-fil og prøve, om det løser problemet

Har du ikke opdateret til iTunes 12.2 endnu, er det nok værd (i hvert fald hvis du har dit musikbibliotek kært) at lade være med at aktivere iCloud Musikbibliotek, før Apple har fundet en permanent løsning.