Fem apps til din smartphone-afhængighed

Din smartphone giver dig - pudsigt nok - utallige apps, der kan hjælpe dig til ikke at bruge din smartphone nær så meget. Her er fem styks.

Det er næsten umuligt at lægge dem fra sig. Her er fem værktøjer, der hjælper dig på vej. (Foto: Kim Hong-Ji © Scanpix)

En tur med toget - eller bare ti minutter i et busstoppested, på en restaurant eller i en skolegård - fjerner enhver tvivl om, at det er helt usædvanlig svært at lægge smartphonen fra sig.

Problemet er så stort, at både Apples app store og især Googles app-butik rummer et mylder af apps, der på den ene eller den anden måde skal hjælpe mennesker med at bruge mindre tid sammen med deres telefon, og mere tid med hinanden.

Vi har fundet fem forskellige.

Quality Time

Quality Time er en app, der vil være ganske gruopvækkende for mange brugere. Især hvis man ikke helt vil se i øjnene, hvor meget tid man bruger på at fedte med sin telefon.

Appen har basalt set to funktioner. Den ene er at føre statistik over, hvor ofte og hvor meget man bruger telefonen, samt hvilke apps, man starter op. Alene her vil appen være et chok for de fleste.

Selv på en moderat smartphone-tung dag, nåede denne skribent let op på to timers brug. Og det var endda en af de mest moderate dage. Appens anden funktion er at blokere for brug af telefonen i bestemte perioder på dagen, man selv indstiller. Man kan definere apps, man gerne må bruge i denne periode - fx at man gerne må ringe - men herudover er mobilen lukket land.

Tager man den alligevel i brug, må man finde sig i en straf-ventetid på op til fem minutter. Quality Time er en umådeligt irriterende app, hvilket understreger pointen med den. Findes kun til Android.

Forrest

I afdelingen for 'gamification' finder man appen Forrest, der er en kende tuttenuttet, men også ganske sjov. Ideen er, at man skal plante træer - helt en hel skov.

Men træet kan kun gro, hvis man lægger mobilen fra sig, og appen får lov til at køre i ro og mag. Man får point, efterhånden som træerne gror - og disse point kan man så veksle til nye typer træer, så skoven bliver endnu finere.

Man skal selv definere sin udfordring - og kan således vælge op til to timers gro-tid, hvor man ikke må bruge telefonen til andet. Jo mere gro-tid, jo flere point.

Hvis man ikke kan holde sig fra sin Facebook i gro-tiden, er man nødt til at slå træet ihjel, og så står det bare tilbage om en sørgelig stub i skoven.

Findes til både Android og iPhone, i en gratis og en betalingsversion. Sidstnævnte er uden reklamer.

Dinner Time

Her er der tale om en af de mere konsekvente apps, der findes i en forældre- og en børneversion. Forældreudgaven findes til både iPhone og Android, og her kan man styre hvert enkelt barns tablet eller mobil, forudsat altså, at det er Android-enheder.

Apples iOS er en mere lukket natur, og giver ikke brugeren muligheden for denne slags kontrol.

Pointen med Dinner Time er, at forældren kan indstille faste perioder for spisetid, lektietid, sovetid og meget andet. I disse perioder bliver barnet så helt konsekvent låst ude af sin gadget, og er henvist til at lave noget andet, fx spise aftensmad, læse en bog eller sove.

Dinner Time kan styre op til fem enheder, og indstilles til op til otte daglige pauser.

Samtidig er Dinner Time så snedigt indrettet, at børne-udgaven af appen ikke bare kan slettes - det kræver nemlig et kodeord.

Break Free

Break Free var allerede på banen sidste år, hvor appen fik en del omtale for sin coahing-agtige tilgang til mobilafhængighed.

Appen beregner løbende brugernes afhængighed af mobilen, og præsenterer det i en score, der jo så gerne skal være faldende over tid.

Undervejs får man tips af en buddhistisk munk, der holder øje med hvad man bruger telefonen til, og giver små, venlige remindere om at man måske skal styre sig lidt. Tjekker man Facebook uafladeligt, vil han således minde en om, at man skal tage sig sammen.

Har man behov for at give den fuld gas, kan appen simpelthen indstilles til en slags kold tyrker-modus, hvor dataforbindelsen og wifi slås helt fra i bestemte perioder, ligesom at brugeren dagligt bliver præsenteret for logs og statistik over brugen af mobilen.

En del af disse funktioner findes kun til Android, fordi iOS ikke giver mulighed for styring af telefonens indstillinger på denne vis.

Moment

Moment holder øje med, hvor ofte du låser din skærm op og hvor meget tid, du bruger på mobilen.

Men appen kan også holde øje med dine børns iPhones, og giver dig dermed mulighed for at følge med i, om din familie er lige så afhængige af mobilen, som du selv er.

Apples iOS tillader ikke helt så meget styring af mobilens funktioner som Android gør, men Moment har løst et par af problemerne på irriterende effektiv vis.

Når man har opbrugt sin daglige kvote mobiltid, dukker der en irriterende popup-besked frem på skærmen med en påmindelse om, at man skal lægge mobilen fra sig til i morgen.

Den dukker op igen. Og igen. Og igen. Appen fører selvfølgelig grundig statistik over brugen af mobilen, og det kan - i sagens natur - være ganske forbløffende.