Fire nye drone-teknologier giver endnu vildere billeder

Bedre billedkvalitet, livestreaming og en computersimuleret bi-hjerne er blandt de seneste nyheder fra dronernes verden.

Udviklingen indenfor droner eksploderer i øjeblikket. På billedet er det et næsten 14 kilo tungt top-proffesionelt videokamera der er kommet i luften. (© Brainfarm)

Video skudt fra droner bliver allerede brugt til at skyde imponerende billeder.

Men april måned har budt på op til flere nyheder, som gør mulighederne endnu vildere.

Det gælder både billedkvaliteten, muligheden for at sende video live og en drone kan sågar styres via kunstig intelligens.

Ny DJI Phantom 3 kan streame live

I sidste uge lancerede et af de førende dronefirmaer DJI deres nyeste kameradrone, Phantom 3, som kommer i to modeller.

Professional-udgaven skyder billeder i det højopløselige format 4K med 30 frames per sekund, og opløsningen matcher dermed GoPro Hero4 kameraet, som også kan monteres på DJIs droner.

Phantom 3 kan, ifølge firmaet, styres op til 2 kilometer væk, hvor dronen hele tiden kan følges via skærmen på den medfølgende controller.

Desuden kommer Phantom 3 med ny positions-teknologi, som gør det muligt at flyve sikkert indendørs.

Men det måske mest banebrydende DJI byder på, er muligheden for at streame billeder direkte til YouTube. Dog ikke som 4K billeder, men i HD formatet 720P.

Drone løfter professionelt videokamera

Hvis man ikke kan stille sig tilfreds med de nye små dronekameraer, så er der jo muligheden for at se, om man kan få en drone til at løfte et professionelt kamera, der ikke er designet til at skulle i luften.

Det var netop tanken hos det amerikanske produktionsselskab Brainfarm, der havde et brændende ønske om at få kameraet Phantom Flex 4K på vingerne, så de kunne udnytte kameraets evne til at lave slowmotion videoer med 1000 frames per sekund.

Derfor henvendte de sig til det svenske firma Intuitive Aerials, og fik dem til at bygge en specialudgave af deres Aerigon Drone System.

Og som det kan ses på videoen nedenfor lykkedes det at få det fuldt udstyrede kamera på godt 14 kilo i luften.

Kameraet koster i omegnen af 100.000 dollars, mens den ‘ tunede’ drone, der løftede det, står til cirka det halve.

Black Magic med nyt Cinema-kamera

Hvis man nu ikke har råd til kameraer og droner i den prisklasse, men man gerne vil skyde ukomprimerede RAW-billeder, så er firmaet Blackmagic muligvis på trapperne med en løsning.

Kameraet, som forventes lanceret senere i dag, får navnet Blackmagic Micro Cinema Camera.

Første billede af det nye dronekamera er fundet på et stort banner udenfor en stor TV-konference, hvor det netop er monteret på en drone.

På banneret løftes også sløret for nogle af kameraets specifikationer. Det kommer med en Super 16 sensor og skyder som nævnt RAW video, som typisk bruges til professionel film. Og så har kameraet indbygget radiokontrol til droner.

Dog nævnes intet om vægten på kameraet, hvilket er helt afgørende for om det kan monteres på en drone til almindelige forbrugere, eller om man skal op i den professionelle drone-klasse, for at kunne få kameraet på vingerne.

Drone styres med kunstig bi-hjerne

Hvis man nu er mere interesseret i at styre dronen ved hjælp af kunstig intelligens, så er forskere ved universitetet i Sheffield i gang med et interessant forsøg.

Målet med ‘The Green Brain Project’ er, at skabe en flyvende robot som tænker, føler og opfører sig som en humlebi, og som derfor automatisk kan tilpasse sig nye situationer.

- Bier og alle andre insekter er ingeniørmæssige mirakler. Hvis vi bare kunne genskabe en brøkdel af deres evner i et robotsystem, ville vi have skabt et enormt fremskridt, siger professor James Marshall til BBC.

Forskerne er derfor i første omgang gået i gang med at prøve at genskabe en lille del af biens hjerne - nemlig den som indeholder synssansen. Og det er faktisk lykkedes at få den computersimulerede bi-hjerne til at flyve en drone. Hvordan det ser ud, kan ses hos BBC.

Facebook
Twitter