Firefox-organisation siger farvel til homo-kritisk direktør

Brendan Eich stopper nu som direktør for Mozilla efter få dage. Det sker efter at det kom frem, at Eich støttede en homo-kritisk kampagne.

Firefox-organisationen Mozilla skal have ny chef. Igen. (Foto: Scanpix)

Så gik den ikke længere for Mozilla-chefen Brendan Eich, der nu har meddelt sin afgang efter en regulær storm af kritik. Eich blev for blot få uger siden udnævnt til ny chef for nonprofit-organisationen Mozilla, der blandt andet står bag browseren Firefox og mobilstyresystemet Firefox OS.

Kort efter udnævnelsen kom det frem, at Eich i 2008 donerede 1000 dollars til en kampagne, der kæmpede mod homoseksuelles ret til at blive gift. Den donation har nu kostet Eich jobbet.

Mozilla er ikke en virksomhed i traditionel forstand men snarere en fond, der organiserer en række frivillige udviklere. De skaber tilsammen browseren Firefox, mailprogrammet Thunderbird og flere andre projekter.

Rød klud i for ansigtet

Organisationen hylder normalt åbenhed og frihed - og derfor var nyheden om den homo-kritiske donation en rød klud for øjnene af mange brugere af Firefox.

Udover buler af kritik i pressen og online, skrev over 70.000 mennesker under på underskriftsindsamling mod Eich, og datingsitet OkCupid valgte sågar at møde Firefoxbrugerne med en særlig tekst, der forklarede netsidens brugere om den homokritiske direktør og opfordrede dem til at skifte browser.

Mozilla forsøgte forgæves at rage kastanjerne ud af ilden med en erklæring om, at organisationen er tilhænger af frihed og lighed - også for homoseksuelle. Eich selv nægtede at træde tilbage, med henvisning til, at hans donation var personlig og ikke havde noget med Mozilla at gøre.

Beklager langsommelig reaktion på kritik

Da han blev udnævnt trak tre medlemmer Mozillas seks mand store bestyrelse sig, og det blev i første omgang udlagt som en kritik af Eichs holdninger.Siden erklærede to af de tre bestyrelsesmedlemmer, at de ville have trukket sig uanset hvem der blev udnævnt til posten som direktør.

Nu er Eich så selv trådt tilbage, og i et blogindlæg hos Mozilla selv, forklarer Mozillas bestyrelsesformand, Mitchell Baker, at organisationen beklager at have været så længe om at reagere på kritikken. Mozilla må nu på jagt efter nye topchef.

Mens både Microsofts Internet Explorer, Googles Chrome og Apples Safari har kommercielle selskaber i ryggen, er Mozilla afhængig af brugernes og udviklernes opbakning til Firefox-projektet.

Facebook
Twitter