Forskere bygger kunstige hjerneceller

IBMs forskningscenter i Zurich har udviklet kunstige neuroner, der kommunikerer ligesom en organisk hjerne.

De kunstige neuroner kan efterligne den måde en organisk hjernecelle fungerer på. (© IBM Zurich)

Selvom det er nærliggende at sammenligne computere med vores hjerne, fungerer de to faktisk meget forskelligt. Forskere har dog længe forsøgt at bygge computere, der minder mere om vores egen måde at tænke på.

Og nu er forskere ved computergiganten IBM's forskningscenter i Zurich kommet et vigtigt skridt nærmere. De har nemlig bygget 500 fungerende kunstige neuroner.

Det helt store ved gennembruddet er dog, at neuronerne fungerer ved såkaldt fase-skifte, og derfor kan behandle et signal på samme måde som en "rigtig" hjerne.

- Vi har forsket i faseskifte-materialer til brug i hukommelsessammenhænge i over et årti, og vores fremskridt de seneste 24 måneder har været utrolige, siger IBM-forskeren Evangelos Eleftheriou i en pressemeddelelse.

Fase-skifte-neuronerne bygges af velkendte materialer, der kan nedskaleres til nanostørrelse og sandsynligvis masseproduceres.

Kan bruges i neurale netværk

De kunstige hjerneceller kan "tænke" på en helt anden måde end en normal computer. Noget som kan bruges i såkaldte kunstige neurale netværk, der efterligner organiske hjerners måde at tænke på.

Kunstige neurale netværk forsøger at efterligne hvordan vores hjerne tolker forskellige input. Ved at fodre netværket med en masse informationer - fx billeder af hunde og katte - kan netværket blandt andet lære at kende forskel på ting. Og i sidste ende forstå store mængder kompleks data.

Bygget af en særlig legering

Hvordan fungerer den kunstige neuron så? Ja her bliver det rigtigt nørdet.

Kort fortalt minder den kunstige neurons opbygning om en biologisk neuron. Delene af kød og blod er blot erstattet af en legering af materialerne germanium-antimon-tellerium, som bruges på fx genskrivbare dvd-skiver.

Materialet sørger blandt andet for, at tilføre en såkaldt stokastisk tilfældighed, som er vigtig for neurale netværk, da legeringen nulstiller hver gang neuronen affyrer.

Præcist hvordan de kunstige neuroner fungerer er en meget kompleks sag. Du kan læse en god - men stadig kompliceret - forklaring hos Ars Technica.

På trods af hvor kompleks opbygningen og funktionaliteten af den kunstige neuron er, bliver det ifølge forskerne sandsynligvis endnu sværere at skrive software til den.

Den kunstige neuron er opbygget af en speciel legering, der nulstiller hver gang neuronen affyrer - det indfører et element at tilfældighed, ligesom i en organisk hjerne. (© IBM Research)
Facebook
Twitter