Google-balloner leverer internet til 100.000 katastrofe-ramte

En del af Puerto Ricos indbyggere får basal adgang til nettet fra 20 kilometers højde. Øens mobilnet er hårdt ramt efter orkan i september.

For 20 dage siden sendte Google luftballoner ind over Puerto Rico. Nu leverer de internet til 100.000 af de 3,5 mio. indbyggere. (Foto: Skærmbillede fra YouTube-video © Google)

Da orkanen Maria i forrige måned ramte Puerto Rico, trak den et spor af ødelæggelser hen over den caribiske ø.

Blandt andet blev en stor del af den mobile internet-infrastruktur lagt ned.

Det fik de lokale myndigheder og telefonselskaberne til at indgå et samarbejde med Google, om forsøgsvis at levere net til øens beboere, via firmaets internet-luftballoner, Loon.

100.000 har fået net

For 20 dage siden blev luftballonerne sendt ind over Puerto Rico, og Google oplyser nu på Twitter, at de har leveret internet til 100.000 af øens 3,5 millioner beboere.

Der er dog kun tale om basal internetadgang, så beboerne kan sende tekstbeskeder og hente den vigtigste information online.

Net fra 20 kilometers højde

Ballonerne svæver i ca. 20 kilometers højde, hvor de sender et LTE-signal ned, som mobilenheder der understøtter teknologien, kan forbinde til. Med andre ord fungerer ballonerne som svævende mobilmaster.

Google har taget en ny maskinlærings-algoritme i brug, der skal forsøge at få ballonerne til at blive ved med at kredse over øen i stedet for, at de driver væk med vinden.

Ifølge en rapport fra de amerikanske telemyndigheder er 44 procent af øens mobilmaster stadig ude af drift.