Google-futurist: I 2030 vil mennesker være kunstigt intelligente

Ray Kurzweil forestiller sig, at vores hjerner om 15 år er direkte forbundet til skyen, og at vi ikke kan skelne mellem vores egne tanker og input fra en computer.

Ray Kurzweil mener, at vores tankegang allerede om 15 år vil have et direkte input fra computere. Billedet er fra et tidligere interview med DR's Nikolaj Sonne. (Foto: © Jonas KLinkvort Laursen, dr)

15 år er lang tid. Men skal man stole på computerforsker, futurist, og director of engineering hos Google Ray Kurzweil, er vi i 2030 blevet delvist kunstigt intelligente.

Sådan lød hans budskab på konferencen Exponential Finance, der netop er løbet af stablen i New York.

Ray Kurzweil forudser, at mennesker allerede i 2030 vil være blevet hybrider. Helt præcist skal det forstås som, at vores hjerner er i stand til at forbinde til 'skyen', hvor tusindvis af computere vil komplementere vores nuværende intelligens.

Nanorobotter forbinder vores hjerner til skyen

Og hans ord skal forstås helt bogstaveligt.

- Vores tanker vil blive en hybrid af en biologisk og en ikke-biologisk tankegang, sagde Ray Kurzweil, der forudser, at vores hjerner vil forbinde til 'skyen' via bitte små nanorobotter lavet af DNA-fibre.

Skruer vi tiden lidt længere frem til omkring 2040, forestiller Ray Kurzweil sig, at vores tankegang i overvejende grad vil være kunstig.

Derfor vil vi også være i stand til at tage en back-up af vores hjerner.

Nikolaj Sonne interview med Ray Kurzweil

DR's teknologiekspert Nikolaj Sonne interviewede Ray Kurzweil for halvanden år siden, og allerede der løftede han sløret for nogle af sine egne tanker om fremtidens tanker.

Her sagde han blandt andet:

- Min hjerne føler ikke ting direkte. Det er signaler, der går ind i min hjerne. Og vi kan faktisk indfange disse signaler og sende nye signaler med ind i hjernen, der repræsenterer et virtuelt miljø.

Ray Kurzweil snakker i denne sekvens specifikt om virtual reality, men den grundlæggende tanke om at kunne tilføje input til tankestrømmen, er den samme.

- Vores hjerner opfatter disse signaler som kommende fra den virkelige verden, selvom de kommer fra den virtuelle verden, forklarer Ray Kurzweil, og nævner eksempelvis, hvordan teknologien vil få det til at føles ægte at omfavne hinanden, selvom man ikke fysisk er det samme sted.

Kurzweil har før forudset fremtiden

Det lyder næsten for utroligt til at være sandt. Men kigger man på Ray Kurzweils tidligere forudsigelser, skal man måske alligevel tage det en smule seriøst.

I slutningen af 1990'erne lavede han 147 forudsigelser for, hvordan verden ville se ud i 2009. I 2010 evaluerede han sin egen præstation, hvor han vurderede, at 86 procent af hans forudsigelser var korrekte, selvom det ikke er alle, der er helt enige i hans vurdering.

Teknologi er et tveægget sværd

Uanset om Ray Kurzweil får ret denne gang, er der mange, der allerede er meget bekymret for udviklingen af kunstig intelligens. Ikke mindst Tesla-milliardæren Elon Musk har været meget vokal om, at det kan gå helt galt og kalder det for "en dæmon vi ikke kan kontrollere".

Ray Kurzweil forholdt sig også til denne problemstilling på gårsdagens konference og sagde, at det er en moralsk nødvendighed at holde snor i udviklingen.

- Som jeg allerede har skrevet for 20 år siden, er teknologi et tveægget sværd. Ild har holdt os varme og lavet vores mad, men det har også brændt vores huse ned, sagde Ray Kurzweil og konkluderede:

- Alle teknologier har haft deres muligheder og risici.