Det hemmelighedsfulde London-selskab DeepMind står nu til at få ny ejer i form af internetgiganten Google, der angiveligt har måttet punge ud med 400 mio. dollars for selskabet. Det er websitet re/code, der i dag afslører opkøbet.
Google har bekræftet opkøbet overfor for flere medier, men har ikke suppleret med yderligere detaljer.
DeepMind er ikke et udpræget udadvendt selskab, og har et yderst skrabet netsted, hvor der intet står om, hvilke produkter selskabet arbejder på. Flere medier beskriver dog selskabet som værende større end man umiddelbart kan se af netstedet.
Op mod 50 ansatte
Angiveligt har DeepMind op mod 50 ansatte, og arbejder på en række forskellige teknologier inden for kunstig intelligens.
Disse teknologier er fortrinsvis tiltænkt e-handel og spil.
For nylig købte Google robot-selskabet Boston Dynamics, der står bag en række yderst livagtige dyre- og menneskelignende robotter, der fortrinsvis er udviklet til militært brug. Det er dog uvist om DeepMind-opkøbet har en sammenhæng med Googles interesse for robotteknologi, eller om selskabets teknologi skal bruges andetsteds i Google-universet.
Google har også investeret i Nest - et selskab, der står bag en 'klog' termostat, som lærer af brugerens præferencer for varme og eksempelvis skruer ned, når brugeren tager på arbejde.
DeepMind har ikke selv bekræftet opkøbet.