Google rykker osten i kikset burger-emoji

En fejlplaceret skive ost får nu sin retmæssige plads i den nyeste opdatering af Android, som kan downloades på udvalgte telefoner.

Før var osten placeret helt nederst. Nu er den blevet placeret et mere reglementeret sted, nemlig ovenpå bøffen. (© Emojipedia)

Hvor skal osten placeres i en burger?

Det spørgsmål nåede nye højder, da Googles direktør, Sundar Pichai, for et par måneder siden blandede sig i debatten på Twitter om netop dette emne.

På Android-telefoner er osten i burger-emojien nemlig placeret direkte ovenpå bollen, hvilket en bruger påpegede på Twitter.

- Jeg tror, vi bliver nødt til tage en snak om, at Googles burger-emoji har osten placeret nedenunder bøffen, mens Apple putter den ovenpå.

Det fik Sundar Pichai til at svare:

- Jeg dropper alt andet, vi er i gang med og kigger på det mandag, efterfulgt af en smiley.

Men hvor skal salaten så placeres?

Om det var det, der sendte Google-udviklerne på et par måneders overarbejde, er ganske uklart.

I hvert fald har Google nu fikset den kiksede osteplacering og puttet den ovenpå bøffen.

Resultatet er, at burgeren nu er bygget identisk med Microsofts, hvor salaten er placeret helt øverst under bollen.

Dette strider til gengæld fuldstændig mod Apples, hvor salatbladet er placeret nederst og Samsungs, der har fået det grønne islæt placeret mellem bøffen og osten.

En burger er ikke bare en burger. (© Emojipedia)

Den er også gal med øllet

Mens Google har kigget emoji-kataloget igennem, har også øl-emojien fået en overhaling.

Øllen udmærkede sig ved, at der væltede skum ud over kanten af glasset på trods af, at der allerede var drukket en stor slurk.

Dette er også blevet fikset i den nye version, så glasset nu et helt fuldt . Skummet har dog fået lov til at blive.

Det er ret mystisk med skum på et ølglas, der ikke er fyldt. (© Emojipedia)

En del af Android 8.1 opdateringen

Opdateringerne af de 'problematiske' emojis er dog blot en lille del af den nyeste opdatering af Android Oreo med det officielle versionsnummer 8.1, som netop er blevet sendt ud.

Nyhederne er dog især rettet mod app-udviklerne.

Google introducerer et nyt såkaldt neuralt netværks-API, der skal gøre det nemmere at køre machine learning (det der tit bliver kaldt kunstig intelligens) direkte på enheden.

Desuden gør den nye opdatering det muligt for tredjepart-apps at tage HDR+ billeder med kameraet på de nye Pixel 2-telefoner, som Google selv producerer.

Selvom det måske ikke er så relevant på vores breddegrader, så har Google samtidig introduceret Android Oreo Go, som er en light-udgave af styresystemet, der kan køre på enheder med 1GB ram eller mindre.

Det betyder, at Androids nyeste version kan finde vej til smartphones i lande, hvor lavpris-telefoner har stor markedsandel.

Kun ganske få telefoner får opdateringen.

Android version 8.1 ruller dog i første omgang kun ud til Googles egne Pixel-telefoner og et par af de ældre Nexus-telefoner.

Den manglende mulighed for at opdatere telefoner fra andre smartphone-producenter er et tilbagevendende problem for Android. Det betyder nemlig, at sikkerhedsfejl kan være længe om at blive fikset, og at app-udviklere skal understøtte mange – og mange gamle – Android-versioner.

Fx oplyste Snapchat for nylig, at deres app kører på over 60.000 forskellige Android-enheder, hvilket gør det særdeles svært at sikre en optimal brugeroplevelse.