Google ryster posen og skifter topchef

I en omfattende reorganisering bliver Google nu et datterselskab under nystiftede Alphabet Inc. Samtidig kommer der en ny topchef.

Den tidligere chef for mobilsystemet Android bliver ny topchef for Google (Foto: lluis Gene © Scanpix)

Der er lagt op til massive ændringer hos internetgiganten Google, der står overfor både en reorganisering og et navneskifte.

Google Inc. skifter navn til Alphabet og bliver et holdingselskab, der blandt andet ejer det, vi i dag kender som Google - nemlig aktiviteter som YouTube, søgemaskinen, mobilstyresystemet Android og meget andet.

Ny chef for Google bliver den tidligere mobil- og Chrome-topchef Sundar Pichai. Moderselskabet Alphabet får Google-stiftererne Larry Page og Sergey Brin topchefer i forskellige roller. Eric Schmidt, den hidtidige bestyrelsesformand for Google, bliver bestyrelsesformand for Alphabet.

Mere gennemskuelig struktur

Udover at eje Google, kommer Alphabet også til at eje selskaber som investeringsgrenen Google Ventures, fremtidsteknologi-afdelingen Google X og ikke mindst selskabets medicinal- og helseaktiviteter i Calico, samt flere andre.

Gennem årene er Google knopskudt i adskillige retninger. Søgemaskinen er fortsat bedst kendt - men i dag beskæftiger selskabet sig med både robotter, kunstig intelligens, satellitter, selvkørende biler og utallige andre områder. Med reorganiseringen det lettere at overskue økonomien og den interne struktur hos Google og moderselskabet Alphabet.

Googles primære indtægtskilde er fortsat søgeordsannoncerne, der finansierer hovedparten af selskabets aktiviteter.

Google: Vi har ikke i sinde at blive almindelige

Alphabet Inc. bliver blot et holdingselskab, der ikke selvstændigt kommer til at drive projekter. De bliver i stedet placeret i diverse datterselskaber med hver deres direktør. Et af disse er altså Google, der oprindeligt var ledet af Larry Page, men som altså nu får indiskfødte Sundar Pichai som tocphef.

Den nye selskabsstruktur betyder, at Google-stifterne Page og Brin skal fokusere på fremtidige projekter og opkøb, mens Pichai kommer til at stå for den daglige forretning.

Samtidig baner den nye struktur vej for opkøb.

- Der har været en masse spekulation om hvor mange penge, de bruger på alle de har andre projekter. Det vil stoppe nu. Samtidig får de en struktur, der gør det muligt at tilføre helt nye forretningsområder, hvis de er på vej til at købe noget. Mekanismen er på plads, siger Colin Gilins, analytiker hos BGC Financial, til Bloomberg.

Nye forretningsområder måske på vej

I et blogindlæg skriver Alphabets CEO, Larry Page, at Google ikke blev stiftet for at være et konventionelt selskab, og at det fortsat ikke har i sinde at udvikle sig til et sådant. Hovedformålet med reorganiseringen er blandt andet at åbne op for nye forretningsområder og projekter.

Rent teknisk vil det være Alphabet, der erstatter Google på børsen, og eksisterende Google-aktier bliver omkonverteret til Alphabet-aktier. For aktionærerne kommer der ikke andre ændringer, og fondskoden ændres ikke.

Google blev stiftet i 1998 som en søgemaskine uden nævneværdige indtægter. Siden er selskabet vokset ekstremt hurtigt og har meget hurtigt udviklet og opkøbt nye forretningsområder, herunder blandt meget andet mobilsoftwaren Android, der i dag driver mere end en milliard mobiler verden over.