Google-ure kan nu klare sig på egen hånd

Android-ure med simkort kan nu sende og modtage data via mobilnettet, uden man er i nærheden af sin telefon.

LG Watch Urbane 2nd Edition, er det første Android-ur, der kan gøre brug af den nye mulighed for at hente og sende data via mobilnettet. (© LG / Google)

Hvis du er en af de - indtil videre meget få - personer, der er røget med på smart-ur-bølgen, så ved du også, at uret er så godt som værdiløst det øjeblik, du ikke er i nærheden af din smartphone.

Urene fungerer nemlig i høj grad som en forlængelse af mobilen, og har derfor brug for at være forbundet til telefonen enten via bluetooth eller Wi-Fi for at kunne modtage og sende data.

Men nu kommer der nye boller på ur-suppen fra Google.

Firmaet der står bag ur-styresystemet Android Wear, har nemlig nu gjort det muligt, at Android-ure udstyret med et simkort kan forbinde til mobil-nettet, og dermed kan hente og sende data, selvom det ikke er i nærheden af telefonen.

Modtag telefonopkald på løbeturen

Fx kan man modtage et opkald på sit ur, hvis man er ude at løbe, og telefonen er derhjemme. Eller man kan modtage sms'er og få notifikationer fra telefonen direkte på håndleddet, hvis det utænkelige skulle ske, at man har bevæget sig i supermarkedet uden sin lommecomputer.

Det eneste der er påkrævet er, at telefonen også har forbindelse til mobilnettet, hvor end den befinder sig i verden.

Indtil videre understøttes den nye mulighed kun på LGs Watch Urbane 2nd Edition, som har plads til et nano-simkort. Men mon ikke det kun er et spørgsmål om tid, før de fleste smart-ure vil blive udstyret med et simkort - også dem fra Apple.