Google vil have børnekonti til YouTube og Gmail

Google arbejder på, at børn under 13 år skal kunne oprette en Googlekonto, som forældrene kan administrere.

Flere store webgiganter er ved at undersøge mulighederne for, at børn under 13 år kan oprette en konto hos dem. Det er i dag ulovligt. (Foto: Martin Kunzendorf © DR)

Google er ved at undersøge mulighederne for, at børn under 13 år også kan få en Google-konto med adgang til YouTube og Gmail.

En børnekonto vil fungere således, at forældrene kan bestemme, hvilket indhold børnene skal have adgang til, og Google skulle allerede være i gang med at lave et specifikt børneunivers på YouTube.

Det skriver Financial Times med henvisning til kilder, der er bekendte med Googles planer.

Google selv vil ikke udtale sig til avisen, fordi de 'ikke udtaler sig om rygter og spekulationer'.

Du skal være 13 år for at få en konto

I dag skal man på grund af amerikansk lovgivning være 13 år for at måtte åbne en Google- eller Facebook-konto. Det ændrer dog ikke ved, at millioner af børn har en konto, selvom de ikke officielt er gamle nok.

Derfor mener Jon Kristian Lange, seniorrådgiver for børns onlineliv hos Red Barnet, også at det er en god idé med en særlig konto til børn.

- Man må se realiteterne i øjnene. Ingen børn overholder de aldersgrænser, der er sat, og de er derfor nødt til at lyve om deres alder, siger han til DR Viden.

Selvom han er positiv overfor tiltaget, så mener han, at det er helt essentielt, at de store internetfirmaer ikke frit får lov til at indsamle data om børnenes færden på nettet; det der med et engelsk ord kaldes 'profiling'.

Profiling kan skade børnene

Ifølge Financial Times lægger Google også op til, at forældrene skal kunne bestemme, hvilke data der må indsamles om deres børn.

Jon Lange mener dog, at det ville være bedre med egentlig lovgivning på området, der forbyder firmaer som Google og Facebook at kortlægge børns færden og bruge den i reklameøjemed over for børnene.

Problemerne med reklamer er også, at reklamerne sladrer om, hvad børnene har lavet online. Og det kan resultere i mobning.

- Hvis en dreng fra 8. klasse har søgt på porno derhjemme, og han åbner sin Facebook-profil i klassen, og der pludselig er reklamer for dildoer, så ved de andre børn godt, hvad han har lavet, forklarer Jon Lange.

Den mangel på privatliv bliver ikke bedre af, at der er tale om endnu mindre børn, mener han.

Lovgivning er ikke nødvendigvis den bedste vej

Men det er tvivlsomt, om man overhovedet kan lovgive meningsfuldt på området, mener næstformand i IT-Politisk Forening Jesper Lund.

Særligt fordi firmaer som Google og Facebook overordnet altid forholder sig til den amerikanske lovgivning, der som udgangspunkt er mindre restriktiv end den europæiske, når det kommer til beskyttelse af private data.

- Det er nok nemmere at administrere, hvis det er forældrene, der selv kan bestemme hvilke data der må indsamles. Men forældrene bør have mulighed for at vælge, at deres børns færden overhovedet ikke må trackes, mener Jesper Lund.

Forældrene skal guide børn i starten

Google vil ifølge Financial Times' oplysninger gøre det muligt for forældrene at begrænse, hvad deres børn under 13 år kan se. Det mener Jon Lange som udgangspunkt er et fornuftigt tiltag.

- Det er vigtigt med forældres indblanding, når man starter på nettet, uanset hvor gammel man er, så man kan lære at begå sig.

Men hvis man som forældre tror, at man kan begrænse børnenes adfærd på den lidt længere bane, så kan man godt tro om igen.

- Børn er rigtig kloge og lærer rigtig hurtigt. Så det er kun et spørgsmål om tid, før de kan smyge sig uden om filtre, siger Lange.

Red Barnet har god dialog med Facebook og Google

Google er i øvrigt ikke ene om at ville gøre det muligt for børn under 13 at oprette en konto. Også Facebook har tidligere ytret ønske om, at de yngre brugere kan oprette en lovlig profil på det sociale netværk.

Jon Lange forklarer, at Red Barnet løbende har en god dialog med både Facebook og Google om spørgsmål, der vedrører børn. Og internetgiganterne er generelt lydhøre overfor de problemer, der relaterer sig til børns onlinebrug.

Lange tror da også i udgangspunktet, at Google har gode intentioner med tiltaget, men han er også godt klar over, at de sjældent gør noget, uden at der er en forretningsmæssig begrundelse.

Klare økonomiske motiver

At der er stærke forretningsmæssige grunde til at Google gerne vil have særlige børnekonti er næstformanden i IT-Politisk Forening, slet ikke i tvivl om.

- Ved at adskille børn og forældres profiler fra hinanden, giver det firmaer som Google og Facebook endnu bedre mulighed for at kortlægge den enkeltes adfærd, siger Jesper Lund.

I den henseende kan det være formålsfuldt, at firmaerne kender børnenes rigtige alder, og ikke en alder, de har løjet sig til, mener han.

Derudover kan han også se en klar fordel for internetfirmaerne, hvis en børnekonto skal administreres og verificeres af forældrene.

- Ved at oplyse at du er barnets mor eller far, verificerer du en relation, som er penge værd for Google. Den information kan eksempelvis bruges til at målrette reklamer til forældrene, når børnenes fødselsdag nærmer sig, mener Jesper Lund.

Facebook
Twitter