Allerede inden Googles opsigtsvækkende brillecomputere er kommet i handlen, bliver de forbudt flere steder.
Der er udbredt bekymring om, at brillerne krænker privatlivets fred, fordi de kan optage video, uden at de medvirkende ved det. Glass sidder i brugerens øjenhøjde og tager billeder eller optager videoer uden et rødt blinkende lys, der fortæller andre, at det sker.
Strippere vil ikke filmes
Nu har stripklubber i Las Vegas også nedlagt forbud mod, at deres gæster bærer Google Glass - helt i overensstemmelse med sloganet “what happens in Vegas, stays in Vegas”.
Ifølge NBC News er Googles briller hverken velkomne i biografer, casinoer eller stripklubber i Las Vegas.
Brillerne er hyldet som et teknologisk gennembrud, men for casinoerne er de “business as usual”. Her har man i årevis kæmpet med og forbudt små spionkameraer af James Bond-typen.
Limousine tilbage til hotellet
Hvis man bærer Google Glass, vil man blive bedt om at lægge dem hos dørmanden. Og hvis man ikke vil det, så tilbyder en talsmand for Las Vegas' underholdningssteder, at man vil betale en limousine tilbage til hotellet.
Google Glass består af et lille display, der sidder i en ramme, som ligner briller. Rammen har et kamera, en mikrofon og en højttaler, der sender lyd via ens knogler. Og den er i trådløs forbindelse med din smartphone via Bluetooth, men også kan bruge Wi-Fi for at få adgang til internettet. Man bruger sin stemme eller sin finger for at få brillerne til at tage billeder, optage video, starte video eller voice-chat, sende beskeder, søge på Google samt oversætte ord eller sætninger. “Brillerne” er solgt til en række såkaldte “early adopters” og kommer formodentlig i almindelig handel om et lille års tid.