Guide: Her er alternativerne til Dropbox

Fra 50 gratis Gigabytes til nørdede hjemmeserverprojekter. Der er masser af muligheder hvis man vil skifte fra Dropbox.

Der er mange forskellige synkroniseringstjenester at vælge imellem. Her er en håndfuld af dem jeg selv overvejer at skifte til.

Som man kunne læse i sidste uge endte jeg i lidt af et moralsk morads, da jeg overvejede om jeg skulle droppe Dropbox.

Den hurtige version: det piner mig, at Condoleeza Rice er kommet med i Dropbox's bestyrelse, og jeg overvejer at finde en alternativ tjeneste til cloud-sync af mine filer.

Den politiske bruger trækker en streg i sandet

Der er flere som har sat spørgsmålstegn ved projektet - for hvor stopper det så? Skal jeg nu også til at være politisk forbruger når det gælder alle mine andre apps og tjenester og gadgets?

Den korte version af mit svar - og det er jo personligt - er, at jeg synes Dropbox har været så offentlige omkring deres valg af Condoleeza, at jeg synes det fortjener et offentligt svar.

Men vi kan jo hver især vælge om og hvor der skal trækkes en streg i sandet. Jeg overvejer at trække min streg her.

Anyway. Lad os lægge dén diskussion på hylden lidt, og i stedet fokusere på spørgsmålet om, hvilken alternativ cloudtjeneste man så skal vælge når og hvis man beslutter sig for at droppe Dropbox?

De mange alternativer til Dropbox

Valget af en synkroniseringstjeneste tages bestemt ikke på et øjeblik, for der er mange faktorer på spil - pris, platforme, funktioner, sikkerhed, design og meget mere.

Samtidig er det for mig i hvert fald en service, der spiller en helt central rolle i hverdagen, så jeg skal helst være ret sikker på at en evt. alternativ tjeneste kan det, den skal uden alt for mange krumspring.

Der er mange som har budt ind med mulige tjenester, og tak for det!

Jeg har over påsken researchet en del på mulighederne, og har valgt en håndfuld forskellige alternativer, der kan klare den grundlæggende opgave - at holde mine filer synkroniseret via nettet - men gør det på ret forskellige måder.

På den måde kan jeg så de næste par uger få afprøvet diverse strategier og måske finde et godt alternativ til Dropbox - uanset den politiske diskussion.

Så uden yderligere svinkeærinder kommer her listen over Dropbox-alternativer, der skal testes de kommende par uger:

Dropbox-klonerne

Der findes adskillige tjenester derude, som til forveksling ligner Dropbox, både når det gælder design, funktioner og priser.

Norske Jottacloud og det Barracuda-ejede Copy virker til at være solide bud på synkroniseringstjenester, uden at de dog umiddelbart skiller sig voldsomt ud fra mængden.

De tunge drenge

Der er to giganter på banen, der begge laver solide, men meget forskellige, bud på synkronseringstjenester. Det er selvfølgelig Google Drive og Microsofts OneDrive.

Jeg har haft konto hos begge i flere år, men ikke brugt dem som primære sync-tjenester for filer. Derfor skal de afgjort prøves som en mere integreret del af hverdagen end de hidtil har været.

De sikre

Der er også synkroniseringstjenester, der slår sig op på at have ekstra meget fokus på sikkerhed, især igennem kryptering af filerne, og til dels i forhold til placeringen af serverne (mere specifikt skulle de helst være uden for rækkevidde af NSA's lange fingre).

Jeg har valgt at se nærmere på Tresorit og SpiderOak, der tackler udfordringen med at holde alting sikkert på ret forskellige måder.

De medieorienterede med masser af plads

Mediafire og Mega (ja, det er Kim Dotcoms!) er to tjenester, der giver masser af lagerplads til en billig penge.

Megas gratis konti har hele 50GB, mens man hos Mediafire for tiden kan købe en hel Terabyte lagerplads til kun $2.49 om måneden i abonnement!

Både Mediafire og Mega har fokus på billeder, videoer og musik - og deling af multimediefilerne.

De specielle

Endelig har vi til sidst en lille rodebunke med spændende alternativer, der skiller sig ud på hver deres måde.

Box er den business-orienterede sync-tjeneste, med masser af tredjeparts-apps - fra Salesforce til Hootsuite.

OwnCloud er den lidt nørdede mulighed, som giver stor kontrol over tjenesten. Man kan enten køre OwnCloud på sin egen server eller hos en ekstern webudbyder.

Pogoplug er en tjeneste, der udover cloudsync á la Dropbox også sælger hardwaredimser, som man kan bruge til at koble sine egne harddiske til routeren, og dermed skabe sit eget cloudlager, så at sige.

Bitcasa var nogle af de første som tilbød ubegrænset lagerplads i skyen, og skilte sig tidligt ud fra Dropbox ved også at tilbyde at man kunne vælge præcis hvilke mapper hvorsomhelst på computer, der skulle synkroniseres.

Bitcasa er ikke helt så unik længere, men skal lige genopfriskes.

Boblerne

Der er mange flere muligheder derude, især hvis man også begynder at bevæge sig over i tjenester, der har mere vægt på backup end på decideret synkronisering (hvad der altså ikke er mit fokus i denne omgang).

Et par, der er værd at nævne er BitTorrent Sync og CozyCloud.

BitTorrent Sync synkroniserer data mellem dine computere og mobile apparater - men kræver altså, at din computer er tændt 24/7 hvis du skal have adgang til dine filer.

CozyCloud er et endnu mere nørdet alternativ til OwnCloud, hvor du selv har fuld kontrol over egne data og selv kan udvikle apps til din webtilgængelige hjemmeserver.

De næste 14 dages test

Skal jeg være helt ærlig, så er det næppe alle ovenstående tjenester der bliver fuldstændig integreret i mine arbejdsrutiner samtlige 14 dage.

Der er allerede nu nogle jeg måske tror lidt mere på end andre. Men jeg prøver i hvert fald en fra hver kategori, og kigger de tilbageværende efter i sømmene.

Følg med her på Viden i de kommende uger.

Facebook
Twitter