Guide: Sådan undgår du sort skærm

Danmarks største kabel-TV-udbyder, YouSee slukker for det analoge signal, og det betyder, at tusindevis af ældre fjernsyn vil gå i sort. Men alt håb er ikke ude.

Har du stadigt et gammelt billedrørsfjernsyn, skal du være opmærksom på, at det er apparatet, der fra på tirsdag strejker - ikke DR. (Foto: Brian Bergmann © Scanpix)

Når du på tirsdag tænder for dit fjernsyn, er der både godt nyt og dårligt nyt. Det gode nyt er, at den sidste analoge TV-rest er væk, og at TV-signalerne, der kommer gennem dit antennekabel, nu er fuldt digitale.

Det betyder blandt andet, at der kan leveres flere kanaler i en højere kvalitet, og komme mere fart på bredbåndsforbindelserne gennem samme kabler.

Det dårlige nyt er, at du måske skal købe et nyt fjernsyn - eller en boks, du sætter mellem antennekablet og fjernsynet.

Skete i 2009

Faktisk er skiftet allerede sket helt tilbage i 2009, hvor det analoge sendenet blev slukket. YouSee har dog holdt dog liv i de analoge kanaler lidt længere, men fra på tirsdag er det altså slut med at se DR1, Ramasjang, TV2, TV3 og et nogle håndfulde flere kanaler, hvis du ser dem analogt.

Du vil blive ramt af slukket hvis du enten har et billedrørs-TV, eller en fladskærm af ældre dato. Har du det, ved du det allerede - for YouSee har i nogle måneder vist en rulletekst på DR og TV2 med en advarsel om, at kanalen er analog, og snart vil udgå.

YouSee har tidligere vurderet, at slukket vil ramme 80.000 fjernsyn, måske endnu flere, fordi et ukendt antal apparater er røget op i folks sommerhuse eller står andre steder i huset.

Køb nyt eller boks

Går du og overvejer at købe et nyt TV-apparat, er det altså et godt tidspunkt at gøre det inden på tirsdag.

Vil du hellere beholde dit gamle TV, er der heldigvis også råd for det. Så skal du have fat i en såkaldt DVB-C-boks, der understøtter formatet MPEG4.

En sådan sag kan fås for omkring 400 kroner, og de fleste kyndige TV-forhandlere, vil kunne hjælpe.

Du må dog i så fald leve med, at skulle installere endnu en boks iblandt dit øvrige grej.

Nogle TV-apparater kan modtage både analog og digitalt TV, og her kan man være kommet til at indstille de analoge kanaler, selv om man sagtens kan modtage de digitale.

Har du et nyere TV-apparat, og forsvinder dine kanaler på tirsdag, kan du eventuelt prøve at genindstille dem.

Nedenfor kan du se YouSees egen instruktionsvideo.