Gummisko version 2.0 er klar: Selvsnørende og produceret af robotter

To af de største producenter af gummisko, Nike og Adidas, revolutionerer gummisko på hver sin drastiske måde.

Adidas nyeste sko er fremstillet af en robot i Tyskland. (Foto: Skærmbillede fra YouTube video © Adidas)

Når man tænker på teknologi, er gummisko sjældent det første, der popper op i ens hoved.

Men nu viser både Adidas og Nike vejen til fremtidens gummisko gennem to meget forskellige projekter.

Nike vil gennem teknologisk innovation forsøge at sende en af de længst levende sko-succeser på pension - nemlig snørebåndet.

Firmaet gør nemlig drømmen om de selvsnørende gummisko til virkelighed, når de den 28. november åbner for salget af deres HyperAdapt 1.0. Hermed fuldender de den drøm, mangt og mange har haft siden Marty McFly i Tilbage til Fremtiden-filmene for godt 30 år siden havde sådan et par.

Skoene skal lades op hver anden uge

Skoene indeholder en motor og et batteri, der gør det muligt for skoene at stramme eller løsne omkring din fod, blot ved et tryk på en knap.

Det betyder samtidig, at du skal til at oplade dine sko. Nike siger, at skoene skal smides i opladeren omtrent hver anden uge. Vi formoder det afhænger af, hvor ofte du maskin-snører dine sko.

Skoen oplades via en magnetoplader, som det også kendes fra smart-ure. (Foto: Skærmbillede fra YouTube video)

Nike siger i deres selvfede salgstale, at fremtidige versioner vil stramme og løsne sig selv helt automatisk, fx vil de løsne sig, hvis dine fødder hæver, mens du løber.

HyperAdapt 1.0 vil i første omgang kun blive solgt i USA, og kun i få udvalgte butikker.

Adidas-robotter flytter produktionen væk fra Asien

Mens Nike er ved at løse et regulært førsteverdensproblem, har Adidas helt andre planer, som potentielt har langt mere vidtrækkende konsekvenser.

Det tyske firma er nemlig i gang med at robotisere produktionen af sine gummisko.

Det betyder, at Adidas for første gang i 20 år er begyndt at producere sko i Tyskland. Og på sigt kan det betyde, at man rykker produktionen væk fra Asien og i stedet producerer dem lokalt.

Kan producere langt mere skræddersyede sko

I en video viser Adidas delvist deres nye tyske robotfaciliteter frem, samt det første par sko, der er produceret på deres såkaldte Speedfactory.

Heraf fremgår det, at der stadig er mennesker involveret i produktionen, men der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, at det kun er et spørgsmål om tid, før maskinerne også har taget deres arbejde.

Adidas kalder i den tilhørende tekst Speedfactory for “en ny æra” og forklarer, hvordan teknologien giver dem mulighed for at producere sko med unikke designs og langt større præcision.

Firmaet har tidligere fortalt, at de satser på, at 3D-printede udgaver af midtersålen i fremtiden vil give kunderne helt unikke sko, der er fuldstændig tilpasset deres fod.

Første oplag er på 500 par robot-sko

I første omgang producerer Adidas dog blot en serie på 500 nummererede sko, under mærket Futurecraft M.F.G.

M.F.G står for Made for Germany og signalerer dermed, at det i første omgang kun er tyskere, der har mulighed for at få fat i de robot-producerede sko.

Videoer af Nikes selvsnørende sko og Adidas robot-sko kan ses på YouTube. Dog skal vi med det samme advare om, at videoerne reklamerer for de to gummisko-giganters produkter, men vi linker til dem, da de illustrerer den bagvedliggende teknologi, som er beskrevet i artiklen.

Facebook
Twitter