Her er årets mest populære apps

Mobilbetaling, 7 minutters træning og baby-apps tager årets topplaceringer - sammen med de klassiske sociale medier.

(Foto: Nicolai Franck © dr)

Det er blevet den tid på året, hvor en masse regnskab skal gøres op. Blandt andet hvilke apps, der er årets mest populære.

Apple, som leverer smartphones - og dermed også apps - til ca. halvdelen af danskerne, har netop sendt 2017-hitlisterne på gaden. Toppen ligner i høj grad listen fra 2016 - dog med med en markant undtagelse. Sidste års største hit i Danmark, Pokemon Go, er nemlig forsvundet helt ud.

Topplaceringen går i år til MobilePay, der sidste år måtte 'nøjes' med en andenplads.

MobilePay er fast inventar på danske smartphones

Mobilbetalings-appen er nærmest blevet fast inventar på danskernes telefoner. Ifølge MobilePays seneste opgørelse har 9 af 10 danske smartphones appen installeret, og mere end 3,6 millioner danskere bruger betalingsmetoden regelmæssigt.

På andenpladsen er emoji-appen 'Bitmoji', der giver brugerne mulighed for at lave sine egne emojis, ny. Det er iøvrigt årets mest populære gratis-app i USA.

Tredje-, fjerde- og femte-pladsen går igen i år til Snapchat, Instagram og Messenger. Dog bytter de to sidstnævnte plads i forhold til 2016.

Top 10 gratis apps i Apples danske App Store i 2017 ser således ud:

  1. MobilePay
  2. Bitmoji
  3. Snapchat
  4. Instagram
  5. Messenger
  6. McDonalds
  7. YouTube
  8. Google Maps
  9. Wish (shopping-app)
  10. Facebook

Mest købte app giver 7 daglige minutters motion

På listen over mest populære betalings-apps er der en genganger på toppen - nemlig den efterhånden legendariske motions-app 7 min workout.

Mere bemærkelsesværdigt er det, at baby- og graviditetsapps snupper både anden, femte og sjette-pladsen.

Facetune, som er årets mest populære betalings-app i USA, må i Danmark nøjes med en 11-plads. Appen kan blandt andet bruges til at fjerne bumser, arret hud og gule tænder fra billeder med et swipe.

Listen over de 10 mest populære betalings-apps i Danmark i 2017 ser således ud:

  1. 7 min Workout
  2. Vidunderlige Uger (ugekalender om babyers udvikling)
  3. Full Fitness: Excercise Workout Trainer
  4. Scanner til mig OCR+ (Dokumentscanner)
  5. Gravid - mens du venter
  6. Gravid - Dag for Dag
  7. Ski Tracks
  8. Selvbetjening til Rejsekort
  9. LightX (fotoredigering og effekter)
  10. Enlight (fotoredigering og effekter)

Apple har desuden selv valgt vidoeredigerings-appen Enlight Videoleap til årets app 2017.

Årets spilhit: Gamle Mario og en digital fidgetspinner

I spilkategorien er de mest populære gratisspil Ballz, Super Mario Run og Fidget Spinner, mens Pokemon Go her ligger på 8.pladsen.

På betalingssiden topper det nu Microsoft-ejede spil Minecraft listen. Efterfulgt af Bloons TD 5 og Plague Inc.

Som nævnt indeholder listen kun apps fra Apples App Store. Google, som via deres Play-butik leverer langt de fleste apps til Android og dermed tæt på de resterende 50 procent telefoner i Danmark, har ikke sendt en lignende hitliste på gaden - endnu.