Hvad betyder gigabit internet for os?

Et 100 gange hurtigere internet rulles ud. Hvad kommer det til at betyde?

(© Scanpix)

- Hvis jeg var en ung internet-iværksætter med en ny virksomhed, så ville jeg tage til Stockholm eller Amsterdam for at lancere min virksomhed. Her vil jeg have en sandkasse, hvor jeg kan up- og downloade materiale superhurtigt, siger Susan Crawford, der underviser i jura på Harvard University i Boston. Hun er en slags omrejsende prædikant for fibernetværk, fordi hun mener, at det er et generelt samfundsgode, som alle bør have adgang til. Ligesom elektricitet.

- Et fibernet adskiller sig fra vores eksisterende internet på en måde, der er lige så anderledes, som forskellen på at have elektricitet og ikke at have det, siger hun, der også mener, at fiberforbindelser ikke bliver spredt hurtigt nok - primært fordi internetudbyderne ikke har økonomiske incitament til det.

Udviklingen går for langsomt

- De har investeret i kobberkabler og er interesseret i at malke deres kunder gennem gammel teknologi fremfor at tage den meget store og langsigtede investering i moderne gigabit teknologi, siger Susan Crawford, der mener, at byer, kommuner og stater skal være mere aktive og forlange opgraderinger af deres internet, som svarer til det 21. århunderede.

I USA har Google etableret Google Fiber, der ruller gigabit internet ud i tre byer; Kansas City, Provo i Utah og Austin i Texas. De reklamerer med internet, som er 100 gange hurtigere end det net, vi har i dag.

I Austin bor en af internettets pionerer. Han hedder Bob Metcalfe, og han har været med til at opfinde nogle af de vigtigste tekniske standarder indenfor kommunikationsnetværk. I dag underviser han på Texas University.

Hvad vil gigabit internet forandre?

Bob Metcalfe har hele sit liv været optaget af, hvad ny teknologi forandrer - hvilke industrier eller forrretningsområder, der bliver totalt forandret eller går under, når ny teknologi bliver introduceret.

- I de 45 år, vi har haft internet, har det totalt forandret postvæsenet, telekommunikation, musikbranchen, bogbranchen, journalistik og medier og annoncemarkedet, siger han.

Gigabit netværk vil - ifølge Bob Metcalfe - forandre tre meget store industrier, der lige nu har det svært. Energiforsyning, uddannelse og sundhedssektoren.

Gå til lægen derhjemme døgnet rundt

Sundhedssektoren vil blive udfordret af, at vi kan få en konstant overvågning af vores personlige helbred, så behandlingen vil blive mere personlig og flytte fra at behandle sygdomme og symptomer til at blive mere præventiv.

Gå på universitetet derhjemme døgnet rundt

Indenfor uddannelse har vi allerede set de mange eksempler på videoundervisning fra prestigefulde universiteter til i tusindvis af elever online. Det vil blomstre i fuldt flor, når vi får et gigabit netværk.

- Jeg arbejder på Texas University, og her oplever jeg det samme scenarie, som musikbranchen gik igennem tidligere. Man fornægter udviklingen. Underviserne siger: “Vi er for gode til at lave det, vi laver, til at vores relevans eller marked forsvinder.” Men de tager fejl, siger Bob Metcalfe.

Det smarte el-net kommer

Energisektoren vil blive forandret af smart grids, der er el-nettet plus et gigabit netværk, som kan håndtere energiforbruget på en mere intelligent og effektiv måde. Især i perioder med høj belastning på nettet.

- El-værkerne kan retfærdiggøre den store omkostning ved installationen. Det så vi i byen Chattanooga i Tennessee, der har været foregangsby på gigabit netværk, siger Bob Metcalfe.

Fremtidens internet

- Med et gigabit netværk kan man sige, at vi kommer til at leve i verden efter internettet - en post internet verden.

Det siger Will Barkis, der har stået i spidsen for udviklingen af apps til gigabit netværk hos Mozilla Foundation.

- Mange tænker på det som hurtigere internet, men det er en meget voldsommere udvikling. Vi kommer til at se applikationer, som vi ikke kan forestille os i dag, siger han.

Videokonferencer bliver som virkelighed

I første omgang er den mest åbenlyse videokonferencer. Vi vil få en kvalitet, der bliver som at gå fra telegraf til telefon. Man kan gå til lægen, se sine børnebørn, samarbejde på forretningsdokumenter, som om man sad i samme lokale. Billedkvaliteten vil være ekstrem høj og forskinkelsen på forbindelsen ekstrem lav.

Da Will Barkis arbejde for Mozilla Foundation var han med til at udvike gigabit applikationer i Kansas City, der var den første by, som fik Google Fiber.

- Vi lavede et software bibliotek for gymnasieelever. Hvis man har brug for at redigere video eller software til at skrive eller præsentere en opgave men ikke råd til at købe softwaren - eller man skal måske kun bruge den en enkelt gang - så kan man låne den på biblioteket og køre den over nettet, fortæller han.

Desuden vil den beskedne computer på skrivebordet have samme regnekraft som Googles datacenter, fordi man via et superhurtigt net har adgang til ubegrænset computerkraft.

Den nære fremtid er mere beskeden

Men Will Barkis er enig i, at den første anvendelse af gigabit nettet vi kommer til at se, vil være noget så traditionelt som tv i højere kvalitet.

Susan Crawford er mere nøgtern omkring Google Fiber:

- Google har et meget interessant projekt, der vil forandre internettet. Men de når kun ud til 0,5% af amerikanerne, siger hun.

- Det er en demonstration, der skal vise os, hvad man kan, men de vil ikke dække hele USA. Og sandsynligvis vil de vende blikket mod Asien, hvor mulighederne for at rulle gigabit netværk ud, er langt bedre, lyder hendes noget pessimistiske vurdering.

Facebook
Twitter