Selvom verdens forbrug af kul ifølge Greenpeace er dalende, bruger vi stadig ufattelige mængder af det sorte guld. Og med stadigt mere alarmerende nyheder fra klimaforskerne, er det essentielt, at vi gør noget ved vores brug af fossile brændstoffer. Hurtigt.
Nu har forskere fra MIT udviklet en metode til at udnytte kullet, på en langt mere effektiv måde, der kan reducere kuldioxid-udledningen fra energiformen med op til 50 procent.
- Hvis vi realistisk set skal skære ned på udledningen af kuldioxid på kort sigt, bliver vi nødt til at gøre vores kraftværker, som er baseret på fossilt brændsel, mere effektive, siger Kathrine Ong fra MIT i en pressemeddelelse.
Den nye teknologi er beskrevet i det videnskabelige tidsskrift Journal of Power Sources.
Gas bliver til strøm i en brændselscelle
Metoden er en blanding af to velkendte teknologier: Såkaldt coal gasification og brændselsceller.
Den fungerer ved at presse damp gennem kulstøv og på den måde frigive gasser fra kullet, som kan drive en brændselscelle, der producerer elektricitet.
Begge processer fungerer ved temperaturer på omkring 800 grader Celsius eller mere, og kombineres de to i et kraftværk, leverer de varmen til hinanden - uden et separat varmeanlæg.
Fordelen ved systemet er energieffektiviteten af kullet. Den stiger fra 30 procent ved afbrænding i traditionelle kulkraftværker til op til 60 procent i hybridværket.
Det er en langt større andel af kullets energipotentiale, der bliver omdannet til elektricitet. Og dermed reduceres udledningen af drivhusgasserne også radikalt - kilo for kilo.
Forskerne vil nu bygge et testkraftværk i lille skala, der skal afprøve teknologien i virkeligheden.