IKEA vil starte debat om kunstig intelligens

Vil du have en digital assistent, der opfylder dine behov, før du selv ved, at du har dem? Det vil 64 procent af de adspurgte i en ny undersøgelse fra møbelgiganten IKEA.

Undersøgelsen blev ledsaget af stemmebokse, hvor man kunne afgive sine svar. (Foto: AdriaGoulaPhoto © www.adriagoula.com)

Over 5.000 har indtil videre deltaget i undersøgelsen, der er sat i søen af det IKEA-finansierede SPACE10, som har til huse i Københavns Kødby

Undersøgelsen afslører fx, at 44 procent vil have en kønsneutral kunstig intelligens (AI), at 27 procent foretrækker en religiøs AI, og at 64 procent ønsker en AI, der opfylder ens behov, før man selv ved, at man har dem.

Men undersøgelsen skal ikke umiddelbart føre til produkter med indbygget kunstig intelligens, fortæller en af folkene bag:

- Vi kunne se mange muligheder inden for AI, men også mange etiske udfordringer. Så vi lavede undersøgelsen for at inddrage mennesker og starte en debat, fortæller medstifter af SPACE10, Simon Caspersen.

Underdanig AI er problematisk

Udfordringerne har blandt andet at gøre med AI-drevne digitale assistenter, der er undersøgelsens omdrejningspunkt, og som vi ofte finder indbygget i vores smartphones.

- Alexa og Siri (hhv. Amazon og Apples digitale assistenter, red.) optræder som underdanige kvinder, når brugeren chikanerer dem, og det er problematisk. Det er et eksempel på, at der stadig er meget, der skal løses med hensyn til, hvordan vi bruger kunstig intelligens, fortsætter Simon Caspersen.

På et senere tidspunkt vil undersøgelsen blive fulgt op med en analyse af de modtagne svar.

Hvorfor skal IKEA skabe debat om AI?

Men hvorfor skal et boligvarehus overhovedet vide eller mene noget om fremtidens kunstige intelligens?

- Vi ved ikke meget om kunstig intelligens, men vi ved, at det er på vej, og at det giver store muligheder for at skabe bedre services for mennesker verden over, udtaler Göran Nilsson, Manager for IKEAs Concept Innovation på SPACE10s hjemmeside.

Nogle af de grupper, IKEA mener at kunne hjælpe med kunstig intelligens, er mennesker med synshandicap, det stigende antal ældre samt mennesker, der ikke har tidligere erfaring med teknologi i det hele taget.

AI i fremtidens IKEA-produkter?

- Det er for tidligt at sige, om kunstig intelligens bliver en del af fremtidens produkter, men det er oplagt, for AI kommer til at findes i alt fra vores smartphones og computere til biler og køkkenmaskiner, fortæller Simon Caspersen.

IKEA har da også for nylig lanceret en række atypiske produkter, herunder en serie produkter til indendørs dyrkning af grøntsager, elpærer der kan styres med en app, og på vej er sågar en sofa, der kan modificeres - hackes - i nye konfigurationer.

Deltager man i undersøgelsen, bedes man svare på ni spørgsmål om, hvordan kunstig intelligens og digitale assistenter skal opføre sig i fremtiden. Undersøgelsen kan stadig besvares her.

Facebook
Twitter