Internet-razzia lukkede 414 websider

Sidste uges kæmpe aktion mod narko- og våbenhandlere på nettet viste sig langt større end først antaget. Men der er fortsat mystik om, hvordan politiet gjorde.

Black Market var angiveligt blandt de lukkede tjenester i fredagens net-razzia. (© Skærmbillede)

Torsdag og fredag gik Europol og FBI til angreb på nettets kriminelle narko- og våbenhandlere i en storstilet fælles aktion, der i første omgang ramte tre af de største narkohandelspladser, Silk Road 2, Hydra og Cloud 9.

Mens det fredag stod klart, at 17 personer var blevet anholdt, blandt andet i USA og Dublin, står aktionens fulde omfang nu mere klart - omend det stadig er et mysterium, hvordan politiet har fundet frem til de mange narkohandlere.

I alt 414 webadresser endte med at blive taget ned, 17 mennesker blev anholdt og små seks mio. kroner i bitcoins blev konfiskeret, sammen med knap en million i kontakter, guld og sølv. Dertil kom et stort antal våben og narko. Der hersker fortsat lidt tvivl om, hvor mange markedspladser, der reelt er tale om, men noget tyder på, at i alt 27 sider med 414 undersider er lukket, heraf altså blandt andet Silk Road 2.

Masser af ulovlige sager

De mange lukkede markedspladser var en slags eBay for stoffer, våben, stjålne kreditkort, falske pas og meget andet, og fandtes alene på det såkaldte mørke net. Det er et net, der kun kan tilgås via anonymitetsnetværket Tor, hvor det ellers hidtil har været ekstremt svært at spore folk.

Tor-netværket er ikke lavet til kriminelle, men til brug for folk, der har behov for en høj grad af anonymitet, fx politisk forfulgte eller til brug i lande uden ytringsfrihed. Alligevel har anonymiteten tiltrukket pushere, og allerede sidste år kunne politiet skride ind og lukke Silk Road-tjenesten, der dengang var den største af sin art.

Kort efter lukningen af Silk Road genopstod sitet dog igen, drevet af nogle andre, men efter nøjagtig samme skabelon. Og siden er flere tilsvarende markedspladser blomstret frem - heraf en del, der fortsat er i drift.

Mystik om metoden

Chefen for Europol, Troels Ørting, ville fredag ikke ud med præcist hvordan politiet har fundet folk, selv om de har gemt sig på Tor-netværket, men en enkelt administrator af et af de lukkede sites beskriver, hvordan han op til aktionen oplevede bølger af trafik på hans website. Det skriver Ars Technica.

Selv om de 414 webadresser blev rapporteret lukket sent fredag eftermiddag, er adskillige andre ulovlige tjenester på det mørke net fortsat åbne, og Europol har derfor afvist at fortælle nærmere om deres metoder.

Manden bag Silk Road 2, Blake Benthall blev natten til fredag anholdt, og fredag viste anklageskriftet mod ham, at en agent på et meget tidligt tidspunkt fik infiltreret miljøet omkring markedspladsen. Anklageskriftet bragte desuden nogle eksempler på varer, der blev solgt på Silk Road 2 - herunder et falsk dansk pas.

Facebook
Twitter