Internetforbundne biler skal eliminere dødsulykker

Volvo har som mål at eliminere dødsulykker i deres biler i 2020. Det skal ske ved hjælp intelligente dataløsninger.

Volvo ruller et pilotprojekt ud sammen med vejvæsenet i Sverige og Norge, som skal nedsætte antallet af glatføreulykker markant. Den svenske bilproducents ambition er i 2020 at man via intelligente dataløsninger helt skal eliminere dødsulykker i Volvo-biler i 2020 (© Volvo)

Volvo ruller i samarbejde med de svenske og norske trafikmyndigheder - Trafikverket og Statens Vegvesen - et pilotprojekt ud, der skal nedsætte glatføreulykker markant.

Projektet går ud på at biler via et cloudbaseret system, automatisk sender information om glatte veje videre til de bagvedkørende bilister.

Når bilen passerer et sted på vejen, hvor der er glat, sendes der automatisk information til 'skyen', hvorefter en advarsel bliver sendt direkte til instrumentbrættet hos de omkringkørende.

Advarselsniveauet vil afhænge af forskellige faktorer og kan varieres fra bilist til bilist, så det eksempelvis lyser mindre op i biler, der kører langsomt, end i de der kører hurtigt.

Teknologien tilgængelig for alle om få år

Hos Volvo ser Erik Israelsson, projektleder for Volvos intelligente transportsystem (ITS), et kæmpe sikkerhedsmæssigt potentiale i at lade bilerne 'tale' med hinanden. Selvom det netop nu er et forsøg, kan det blive standard i de svenskproducerede biler inden længe.

- Vi har haft 50 testbiler på vejene, men næste vinter vil tallet stige markant. Vores mål er at teknologien skal være tilgængelig for vores kunder indenfor få år, siger han.

Men bilernes data bliver ikke kun sendt mellem bilerne på vejen. De bliver samtidig sendt til målestandere langs vejen og direkte til trafikmyndighederne, der derigennem kan blive langt klogere på hvor de trafikale udfordringer er.

- Når trafikmyndighedere har adgang til information fra et stort antal biler, kan de indsamlede data bruges til at gøre vedligeholdelsen af vejene mere effektiv, og derigennem hjælpe til at sikkerheden øges. Samtidig kan det også være med til at reducere brugen af salt og minimere den miljømæssige belastning, siger Israelsson.

Din bil skal være anonym

Dataene bliver ifølge Volvo sendt anonymt, så de ikke kan føres tilbage til den enkelte bil, og hensynet til kundernes integritet er ifølge Volvo et vigtigt aspekt af deres system.

For når fremtidens indsamling af data fra biler, kommer til at vokse voldsomt, giver det bilindustrien et stort ansvar for hvem disse data falder i hænderne på og hvad de bruges til.

På den netop overståede CeBit-messe i Tyskland var Volkswagens direktør, Martin Winterkorn, meget klar i spyttet om den tyske bilproducents holdning til det spørgsmål.

- Bilen må ikke blive et datamonster, sagde Winterkorn, ifølge teknologimediet Re/code.

- Bilproducenterne beskytter allerede bilisterne mod aquaplaning, træthed og trafikken. De skal også beskytte imod myndighedernes misbrug af data. Jeg siger klart ja til Big Data, ja til større sikkerhed og komfort, men nej til formynderi og Big Brother, var hans klare udmelding.

Internet bliver standard i bilen

Data sendt til og fra bilen udvikler sig i øjeblikket med en hæsblæsende fart.

Fx vil biler med indbygget 4G-forbindelse snart blive en integreret del af bilen.

Audi vil tilbyde muligheden for at få internet i deres kommende A3, hvilket giver nye muligheder både for underholdning i bilen, men også i forhold til navigation.

De tester netop nu blandt andet muligheden for at spare benzin, ved at bilen bliver oplyst om hvorvidt det næste trafiklys er rødt eller grønt, så chaufføren kan slippe speederen i god tid hvis lyset er rødt.

Bilen får dataabonnement og apps

Også General Motors forventer snart at trille amerikansk-producerede biler ud af fabrikkerne med 4G, og Ford og Toyota er på vej med lignende tiltag. Det kan altså betyde at bilejere snart skal til at have et data-abonnement til deres biler.

Sammen med internetforbindelserne kommer også apps ind i bilerne. Her arbejdes der både hos bilproducenterne og de store teknologifirmaer på nye løsninger.

Apple har fx netop lanceret deres CarPlay funktion, som skal integrere iPhone-oplevelsen direkte på bilens skærm, og ved et tryk på en dedikeret knap på rattet, kan man styre telefonen via talegenkendelse uden at tage øjnene fra vejen.

Volvo: Ingen dødsfald i vores biler i 2020

Hos Volvo lyser potentialet for de intelligente biler så klart, at man har defineret en ambitiøs 2020 strategi baseret på dette.

- Det strategiske fokus på forbindelse inden for vores nye skalerbare produktarkitektur, lægger byggestenene for flere cloud-baserede sikkerhedsløsninger.

- Det vil bringe os tættere på vores sikkerhedsvision, som er at ingen skal dø eller komme slemt til skade i en ny Volvo i år 2020, konkluderer Erik Israelsson.

Facebook
Twitter