Internettet i Kina bliver mindre frit hvert år

Mere kontrol over internettet. Det er en af konklusionerne efter den store partikongres i Kina, der netop er slut.

Kinas præsident Xi Jinping har hårdhændet indskrænket informationsfriheden i Kina siden han kom til magten i 2012. (Foto: Wang Zhao © Scanpix)

Hvis du i dag sætter dig på et fly til Kina og lander i for eksempel Beijing, så kan du med det samme gå på internettet fra din smartphone. Men flere af de apps, som de fleste danskere har på deres telefoner, vil være ubrugelige.

Adgangen til mange af de mest populære hjemmesider og apps i verden er nemlig blokeret fra Kina. Det er for eksempel Facebook, de fleste af Googles tjenester (Youtube, Gmail, Google Drive), Dropbox, Twitter, Instagram og flere hundrede andre sider.

- Du møder den kinesiske mur, så snart du stiger ud af flyveren, og tager din smartphone op af lommen. Mange af de ting, vi er vant til at tjekke flere gange i timen, virker simpelthen ikke, siger Morten Fausbøll, der har boet i Kina i 9 år til Digitalt på P1. Han er direktør i virksomheden e4itek, som sætter kinesiske leverandører af materialer til minedrift i forbindelse med samarbejdspartnere i det sydlige Afrika.

De seneste år er listen over forbudte hjemmesider vokset. Samtidig er censuren på nettet også blevet stadigt strammere siden 2008, og den er blevet markant hårdere siden Xi Jinping kom til magten i 2012. Kineserne får sværere ved at besøge hjemmesider, der ligger uden for Kina. Og rummet for at ytre sig frit på nettet bliver mindre.

- Xi Jinping har strammet grebet om internettet og medierne lige siden, han trådte til, og jeg forventer ikke, at han løsner grebet, snarere det modsatte. Censurapparatet vil kun blive mere effektivt i de kommende år, siger Casper Wichmann, koordinator for Kina-tænketanken thinkchina.dk og specialist i kinesiske sociale medier, til Digitalt på P1.

De forbudte ord

Censuren fungerer på flere måder. Den sker automatisk. Og den sker med mennesker, som sidder ved en computer.

Helt centralt er der en lang liste med forbudte ord, der også bliver opdateret dagligt. Alt hvad en kineser skriver på internettet kommer igennem et filter med ordene, så du ikke kan bruge dem på for eksempel søgemaskinen Baidu, der er Kinas svar på Google.

Du kan heller ikke skrive indlæg med ordene på de sociale medier. Hvis du forsøger at bruge de forbudte ord i et blogindlæg på Sina Weibo, der er en mellemting mellem Facebook og Twitter, får du for det meste en besked om, at dit indlæg indeholder følsomme ord, og at det skal skrives om, før du kan udgive det.

Muren bevæger sig

De censurerede ord kan handle om massakren på Tiananmen-pladsen i 1989. Den begivenhed eksisterer ikke, hvis du søger på Baidu. Det kan være om forhold i Tibet eller Xinjiang, hvor der er store problemer og modstand mod kommunistpartiet.

Det kan være om en aktuel nyhed, hvis for eksempel sønnen til et magtfuldt medlem af partiet kører galt i sin Ferrari, så kan du i nogle dage ikke skrive om eller søge på "Ferrari". Eller censuren kan ramme sarkastiske indlæg med fotos, hvor præsident Xi's fyldige figur bliver sammenlignet med Peter Plys.

Censuren med de forbudte ord og vendinger fungerer som filtre, og det hee sker automatisk. Og ifølge loven skal eksempelvis alle virksomheder, der driver sociale medier i Kina, stå for filtreringen.

Helt overordnet rammer censuren bredt mod alt, der er kritisk over for partiet, og som myndighederne mener kan skabe social uro og konflikt og påvirke "harmonien" i samfundet.

Et eksempel er et blogindlæg, der beskrev Beijing, som en by, der er overrendt med tilflyttere fra landet. Det nåede at blive populært og læst af mange, før det blev bortcensureret fra alle sociale medier. Blandt andet fordi censorerne mener, at det kan give gnidninger mellem tilflytterne og de oprindelige beboere.

Kontrol af information stækker protester

Ud over de automatiske blokeringer af indhold med forbudte nøgleord, så er der også mennesker, som sidder og læser og overvåger alt på internettet.

Ingen ved, hvor mange internetbetjente, der døgnet rundt sidder og overvåger og sletter ting på nettet. De fleste skøn går på flere millioner. Det er fra lokale myndigheder ude i provinserne og helt op til centralregeringen.

Det kan også være de sociale medier som for eksempel det populære Sina Weibo, der ansætter nyuddannede akademikere, til at sidde og læse folks indlæg igennem. I 2013 fik Reuters sjældne interviews med nogle af de unge censorer.

De sidder i en kontorbygning i udkanten af millionbyen Tianjin. Lønnen er lav og arbejdet kedeligt, fortæller de til Reuters.

Staten vil have gennemsigtige borgere

Myndighederne kan tjekke alt. For alle søgemaskiner, offentlige fora, sociale medier og andre steder, hvor en kineser kan fortælle noget offentligt, ligger på servere i Kina, som myndighederne har adgang til, så de holde øje med, hvem der har skrevet det, og så de kan fjerne indholdet.

Den strenge kontrol med, hvilke typer indhold, der får lov til at leve på internettet, gør, at det er stort set umuligt at arrangere for eksempel protester. Tilbage i 00erne, hvor der var mindre kontrol med nettet, kunne man også offentligt diskutere for eksempel demokrati eller mere kritiske emner over for partiet. Det kan man ikke i dag.

Men kineserne har lært at leve med censuren. Blandt andre Casper Wichmann peger på, at de fleste kinesere ikke tænker over den strenge kontrol i dagligdagen.

- De fleste kinesere er godt klar over, at der er en grænse for, hvad man kan diskutere på nettet. De fleste går ikke synderligt meget op i, at der er nogle følsomme emner, man ikke må diskutere, siger Wichmann.

Du kan høre mere om den kinesiske internetcensur i torsdagens udgave af Digitalt på P1.