Irriteret Zuckerberg skyder tilbage på Apple

Mark Zuckerberg er irriteret over Apple-direktørs kommentar om, at “man ikke er kunden, men produktet”, når man bruger gratis internet-services.

Mark Zuckerberg er irriteret over at Apples chef, Tim Cook, beskylder gratis reklamefinansierede internetservices for at udnytte brugernes private data. AFP PHOTO / CHANDAN KHANNA (Foto: Chandan Khanna)

Efter et have taget et par meget lange dybe indåndinger, kunne Facebook-stifter Mark Zuckerberg alligevel ikke holde sin irritation tilbage over en kommentar, som Apples direktør, Tim Cook, kom med i september.

I et åbent brev med titlen “En besked fra Tim Cook om Apples forpligtelse til dit privatliv”, skrev Cook blandt andet:

- For et par år siden, begyndte brugerne af internet-services at opdage, at når en online service er gratis, så er du ikke kunden. Du er produktet. Hos Apple mener vi ikke, at en god kundeoplevelse skal være på bekostning af dit privatliv.

Zuckerberg: Det er en forfejlet tankegang

Selvom Tim Cooks kommentar i medierne blev tolket som henvendt mod Google, så føler Mark Zuckerberg sig tydeligt ramt, hvilket kom til udtryk i et interview med Time Magazine.

- Jeg er frustreret over, at mange folk oftere og oftere sætter lighedstegn mellem, at en forretningsmodel baseret på reklamer betyder, at man er ude af trit med sine kunder. Jeg mener, det er det mest absurde koncept. siger Zuckerberg, inden han retter skytset mod Apple.

- Så fordi du betaler Apple, så er du mere på bølgelængde med dem? spørger Zuckerberg retorisk, inden han selv svarer:

- Hvis du var på bølgelængde med dem, så skulle de gøre deres produkter markant billigere, siger Facebooks stifter.

- Gratis er den eneste måde at nå alle

Zuckerbergs kommentar om Apple var en udløber af et spørgsmål om det sociale netværk Ello, som har fået en del medieomtale på at slå sig op som et Facebook-alternativ uden reklamer og uden indsamling af brugernes data.

I Ellos manifest gør de brug af den samme ordlyd som Tim Cook, om at brugerne hos ethvert traditionelt socialt netværk “er produktet, der bliver købt og solgt”.

Men Zuckerberg mener ikke, at der er noget alternativ til en reklamebaseret model, hvis man vil nå det mål, han og Facebook har sat sig:

- Vores mission er at forbinde alle mennesker i verden. Det gør du ikke ved at have en service, som folk skal betale for, siger Zuckerberg.

Zuckerberg følger hermed i Googles fodspor, hvor bestyrelsesformand Eric Schmidt tidligere har forsvaret sig mod Tim Cooks ‘anklager’, om at de gratis internet services ikke beskytter brugerens private data.

FacebookTwitter