Kickstarter vil redde verden med færre dimser og mere kultur

Crowdfunding-platformen Kickstarter er nu en socialøkonomisk virksomhed, som ikke kun skal tjene penge. Det er alvorligt ment, men også god PR, vurderer ekspert.

Der bliver indsamlet mange penge på crowdfundingsites som Kickstarter. Nu skal overskuddet bruges mere fornuftigt. (Foto: Anders Høeg Nissen © dr)

Kickstarter, som nok er det bedst kendte crowdfunding-site, har netop offentliggjort sine planer om at gøre mere godt for verden, i et forsøg på at favne både kapitalisme og social bevidsthed.

Mere specifikt handler det om, at Kickstarter nu er dét, som i USA hedder en Public Benefit Corporation, PBC.

En PBC er en virksomhedstype, hvor man ganske vist stadig driver forretning og kan tjene penge, men hvor man samtidig forpligter sig til at tage hensyn til virksomhedens indflydelse på samfundet.

Penge til kultur og til at hjælpe miljøet

Det handler med andre ord ikke kun om direktører, aktionærer og profit, men også - i Kickstarters tilfælde - om at donere 5 procent af overskuddet efter skat til fattigdomsbekæmpelse og til at gøre en indsats for kunst og kultur.

De erklærer også i deres såkaldte PBC-charter, at de heller ikke vil bedrive skattespekulation, men omvendt have mere transparente regnskaber end normale virksomheder.

Samtidig har Kickstarter indskrevet, at de vil forsøge at minimere firmaets miljømæssige aftryk og hjælpe kunderne med også at foretage de mindst skadelige valg, fx når det gælder indpakning og forsendelse af de crowdfundede produkter.

Gode intentioner - og god PR...

Kristine Pontoppidan fra Erhvervsstyrelsen, der har beskæftiget sig med crowdfunding i flere år og er medforfatter til rapporten "Crowdfunding i Danmark," vurderer dog, at Kickstarter faktisk mener det alvorligt.

- Jeg tror, at Kickstarters intentioner er gode. Det handler tilsyneladende ikke om udnyttelsen af potentielle skattemanøvrer eller lignende, men om et oprigtigt ønske om at gøre noget for samfundet, siger hun.

Man skal dog næppe heller være naiv, advarer hun:

- Det handler også om, at det er en kæmpe mulighed for at promovere 'brandet' Kickstarter, og det er selvfølgelig også derfor, de sender mail ud til alle deres brugere om den aktuelle beslutning.

Det kan måske også hjælpe med at rette lidt op på crowdfunding-tjenesternes rygte, mener hun.

Der har været kritik af både Kickstarter og alternative platforme som Indiegogo for at fokusere mere på produktlanceringer end på at rejse penge til projekter, som ellers ville have det svært på markedet.

Socialøkonomiske virksomheder i Danmark

Herhjemme er det tætteste vi kommer på en Public Benefit Corporation de såkaldte socialøkonomiske virksomheder. De er - ligesom deres amerikanske modstykke - firmaer, der har som erklæret formål ikke "kun" at tjene penge, men også på at bruge indtjeningen til at fremme særlige sociale og samfundsgavnlige formål.

Den formodentlig bedst kendte af sin slags i Danmark er nok Specialisterne, et konsulenthus der har mange ansatte med autisme eller Aspergers.

Der er dog nogle nuance-forskelle, siger Kristine Pontoppidan fra Erhvervsstyrelsen:

- Public Benefit Corporations er ofte større firmaer, som beslutter sig for at skifte fokus og satse på den større transparens, fokus på social indsats og så videre, mens danske socialøkonomiske virksomheder typisk er meget små, og har de samfundsgavnlige mål indtænkt fra begyndelsen, forklarer hun.

Ifølge en kortlægning i 2013 findes der over 300 socialøkonomiske virksomheder i Danmark, og 79 procent af dem har under 10 ansatte. Næsten halvdelen er kommet til i de sidste seks år.

Kommer der anderledes projekter på Kickstarter?

Og hvad betyder det så for brugerne - det vil sige projekterne, som søger hjælp til finansieringen, og dem der giver penge?

Ja, i første omgang næppe særlig meget - medmindre man sympatiserer med Kickstarter-stifternes ønske om at drive en mere samvittighedsfuld forretning.

Og så kunne man jo forestille sig, at der med tiden vil komme et fornyet fokus på kunst- og kultur-projekter, så det handler mindre om over-avancerede cykel-bremselygter, banjo-simulatorer eller vandkølere til kæledyr.

Synes man ikke, det er nok, at Kickstarter er blevet en PBC, så er der heldigvis mange andre crowdfunding-sites, som har mere direkte fokus på at finansiere projekter, som forsøger at gøre verden til et bedste sted at være.

Websitet Goodnet har lavet en liste med 10 alternative crowdfunding-platforme, og herhjemme har vi fx sites som Caretaker.

Facebook
Twitter