Kinesere klar med billig 4K-drone

Det kinesiske mobilfirma Xiaomi kaster sig nu over droner - og trykker prisen nedad.

Sådan ser Xiaomis første drone ud. (© Xiaomi)

Mobilfirmaet Xiaomi er stadig en forholdsvis ukendt spiller i vesten, men i Kina og andre asiatiske lande, sælger de mange millioner ganske velbyggede Android-telefoner til temmelig billige penge.

Nu kaster firmaet sig så over dronemarkedet, men med fuldstændig samme strategi.

På en live-streamet event præsenterede firmaet deres første drone Mi Drone, som ifølge firmaet skal "demokratisere droner".

- Droner er et dyrt legetøj for de fleste mennesker, og derfor besluttede vi at træde ind på dette marked. Vi stræber efter at gøre det muligt for alle at få glæde af sjov teknologi, forklarer firmaet.

Droner er dyre

Prisen for droner er da også stadig temmelig høj.

De bedre hobby-droner - som fx de populære Phantoms fra DJI - starter på lige under 9.000 kroner for en Phantom 3 med et 4K-kamera, mens den nye Phantom 4 koster over 12.000 i Danmark.

Til sammenligning kommer den dyreste af de to nye Mi droner fra Xiaomi til at koste 3.000 kroner på hjemmemarkedet i Kina.

Uklart hvor gode dronerne er

Som altid med Xiaomis (og for den sags skyld mange andre teknologifirmaers) præsentationer, er det temmelig uigennemskueligt, hvor godt produktet overhovedet er i virkelig brug.

Xiaomi viste endda slet ikke dronen flyve live, men specifikationerne ser ganske fornuftige ud.

Den dyre af de to dronemodeller kommer med et 4K-kamera udstyret med en Sony-sensor, som er monteret på en stabiliserende gimbal, så billederne forbliver stabile.

Kameraet skyder 4K og kan dreje 360 grader. (© Xiaomi)

Batteriet, som er på 5.100 mAH, skulle kunne holde dronen flyvende i 27 minutter. Batteriet udgør alene 2/3 af dronens samlede vægt.

Den medfølgende controller kan styre dronen på tre kilometers afstand, og den fire-bladede miniflyver kan følges ved hjælp af en iPhone eller Androidtelefon, der kan kobles på controlleren.

Mi Drone har - som flere andre droner - også flere forskellige typer autopilot. Fx kan man vælge punkter på et kort den automatisk skal flyve hen til, og der sidder også en dedikeret hjemmeknap på controlleren, som ved et tryk automatisk returnerer dronen til piloten.

Controller med telefon monteret. (© Xiaomi)

Xiaomis drone er opbygget af moduler, hvilket betyder, at den nemt kan skilles ad, og derfor også er nem at transportere, når den ikke er i brug. Modul-formatet bør også gøre det nemt, at udskifte dele, hvis der bliver behov for det.

Dronen kan skilles ad. (© Xiaomi)

Præcis hvornår Mi Drone bliver sat til salg er stadig uklart.

Ligeså er det om dronen overhovedet bliver sat til salg i Europa, for Xiaomi har for vane kun at sælge sine produkter i Asien, selvom firmaet flere gange har sagt, at de snart vil udvide til Europa og USA.

Nedenfor kan du se en (meget lang) live 'unboxing' video, som Xiaomi lavede for et par timer siden på Facebook. Manden der viser dronen frem er den tidligere Googler Hugo Barra, der nu er en af de ledende skikkelser hos Xiaomi.