Kinesisk kæmpe-smartphone udsolgt på tre minutter

Xiaomis nyeste smartphone kommer flyvende fra start i Kina.

Lei Jun, stifter og direktør for Xiaomi, viser Mi Notes frem ved lanceringen 15 januar. Telefonen har fået en flyvende start i Kina. REUTERS/Jason Lee (Foto: JASON LEE)

Næste parti bliver sat til salg 3 februar, men ligesom det første kun i Kina

Den kinesiske smartphoneproducent Xiaomi, bliver ved med at stjæle overskrifter, baseret på deres store succes i hjemlandet.

Denne gang kan firmaet berette, at de på blot tre minutter har solgt hele første sending af deres nye 5,7-tommer store smartphone Mi Note. Næste parti bliver sat til salg 3. februar men ligesom det første kun i Kina.

Xiaomi melder ikke noget om, hvor mange telefoner de solgte på de tre minutter men hævder til gengæld, at de har modtaget 220 millioner reservationer på deres nye Mi Notes.

Uanset om det tal er korrekt (og hvordan firmaet tolker en reservation), så vil det formentlig ikke kunne lade sig gøre for Xiaomi at efterkomme så stor en efterspørgsel.

Det tre år gamle kinesiske firma har tidligere meldt ud, at de forventer et salg på 100 millioner telefoner i 2015, en markant stigning fra de 61 millioner telefoner de solgte i 2014.

Skal konkurrere direkte med Apple

Xiaomis nyeste flagskibstelefon kommer i to udgaver: Mi Note, som netop er lanceret og Mi Note Pro, som bliver sat til salg i Kina til marts. Særligt sidstnævnte har et imponerende sæt specifikationer, uden at det dog er en garanti for hvor godt telefonen fungerer i praksis.

​Begge Mi Note-telefoner har den samme gigant-skærm på 5,7 tommer, og er sat i verden for at konkurrere direkte med Apples iPhone 6 Plus, som er særdeles populær i Kina.

Apples seneste kvartalsregnskab viser, at firmaets vækst i verdens mest folkerige land er enorm. Hele 70 procent er amerikanernes indtægter steget i Kina sammenlignet med samme kvartal sidste år. Det gør ifølge analysefirmaet Canalys, den amerikanske techgigant til bedst sælgende smartphonefirma i Kina i det seneste kvartal.

Netop Xiaomi har ellers manifesteret sig som den producent der i 2014 samlet set solgte flest telefoner i Kina og er nu på verdensplan den tredjestørste mobilproducent efter Samsung og Apple.