Kinesisk mobilkomet overhaler Apple igen

Apples buldrende succes med iPhone 6 i Kina fik sidste kvartal en brat afslutning. Både den hastigt voksende producent, Xiaomi og Huawei har kæmpet sig foran.

Xiaomis produkter fås foreløbig ikke mange steder i verden, men selskabet er alligevel blandt verdens største. (Foto: Paulo Whitaker)

Den hastigt voksende kinesiske mobilproducent, Xiaomi, kan nu notere sig en ganske særlig skalp i trofæsamlingen.

Selskabet, der de sidste par år er steget til vejrs som en raket, kunne i andet kvartal erobre førstepladsen over kinesernes foretrukne mobilmærker, og dermed henvise Apple til tredjepladsen. Også Huawei overhalede Apple.

Det viser en analyse fra IT-analysehuset Canalys, der estimerer, at Xiaomi nu tegner sig for 15,9 procent af det samlede kinesiske marked for smartphones. Også Huawei overhalede Apple, og indtager 15,7 procent af markedet.

Har satset massivt

Apple har ellers satset massivt på det meget store kinesiske marked, og indtog i første kvartal førstepladsen for første gang.

Det kinesiske smartphonemarked byder på adskillige mærker, vi slet ikke kender her til lands - men særligt Xiaomi har de senere år vakt opsigt med en heftig vækst, baseret på en portefølje af telefoner, der i umiskendeligt høj grad ligner iPhones.

Selskabet fik debut så sent som i 2011, men har allerede erobret en fjerdeplads på listen over verdens største mobilproducenter. Stifteren, Lei Jun, er flere gange blevet kaldt Kinas Steve Jobs, og indtog i juli plads nummer 87 på Forbes liste over verdens rigeste mennesker.

Ifølge Forbes er han god for knap 90 mia. kroner.

Ekspanderer - men ikke til Danmark

Xiaomi er i gang med en hastig ekspansion i Asien, blandt andet til Indien, Indonesien og Filippinerne, men de Android-baserede enheder er foreløbig ikke nået til vore breddegradder, omend der er åbnet for salg til Rusland. Xiaomi sælger alene sine mobiler via nettet.

Forleden kunne en anden kinesisk producent, One Plus åbne for salget af sit andet flagskib, OnePlus 2, der også leveres til Danmark. Både One Plus 2 og forgængeren, der ikke overraskende hed OnePlus One, er blevet markedsført som 'flagskibs-dræbere', og har især vakt opsigt, fordi de sælges til priser omkring 2500 kroner.

Til gengæld kræver det en invitation at få lov at købe en af slagsen.

Også Lenovo, der herhjemme bedst kendes for sine computere, deltager i at cementere den kinesiske dominans på mobilerne. Lenovo har, ganske som Xiaomi og Huawei, fået kæmpet sig op i top fem over bedst sælgende smartphoneproducenter globalt.