Kinesiske myndigheder sparker amerikanske tech-selskaber ud

Apple, Cisco og McAfee er på listen over selskaber, de kinesiske myndigheder ikke længere køber ind fra. Årsagen kan både være frygt for NSA og ønske om at booste egne selskaber.

Apple-produkter er ikke længere på listen over godkendte ting til indkøb til kinesiske institutioner. (Foto: STRINGER/CHINA © Scanpix)

Det er blevet sværere at være sælger for amerikanske tech-virksomheder i Kina - og nu rapporteres der igen om kinesisk modvilje mod indkøb af amerikansk IT-udstyr.

Denne gang er det Apple, Cisco, McAfee og Citrix, der er faldet i unåde hos det offentlige Kina. Her udgives der jævnligt lister over produkter, der er tilladt at købe til brug i diverse kinesiske offentlige institutioner - og disse lister har altså nu fået fire amerikanske selskaber mindre blandt mulighederne.

Det skriver Reuters, der nævner, at særligt sikkerheds- og netværksvirksomheder er hårdt ramt.

Tidligere har også Microsofts Windows 8 lidt den samme skæbne. Dengang forlød en blandt flere mulige forklaringer, at udløbet af supportperioden for Windows XP havde fået de kinesiske myndigheder til at overveje sin afhængighed af Microsoft og de omkostningsfulde opdateringer af Windows.

Snowden spøger

Det har dog tidligere forlydt fra blandt andet Cisco, at afsløringerne fra den tidligere NSA-ansatte Edward Snowden har fået kineserne til at passe bedre på, hvad de køber fra USA. Det har ramt Ciscos omsætning i landet. Ifølge Reuters er kineserne fortsat nervøse for bagdøre og overvågning fra NSA.

I stedet anbefaler Kina nu indkøb fra kinesiske virksomheder, blandt andre Cisco-konkurrenten Huawei, der - paradoksalt nok - selv har været i søgelyset for spionage.

Huawei er i flere lande mistænkt for at lade de kinesiske myndigheder bygge bagdøre til overvågning ind i systemerne, omend det aldrig er blevet bevist. I Danmark har TDC indgået aftale med Huawei om udbygning af mobilnettet.

Det har tidligere været fremme, at Kina satser mere og mere sin egen version af Linux-system til brug på myndighedscomputere.