Det bliver nu snart endnu dyrere at være elbil-ejer. I hvert fald hvis man vil køre Tesla.
Udover at afgiftsfritagelsen udfases herhjemme, har Tesla nu selv besluttet at droppe den gratis strøm, der indtil videre automatisk har fulgt med som en del af prisen på firmaets biler.
Køber man en ny Tesla efter 1. januar 2017, må man nøjes med at kunne tanke gratis strøm på Teslas såkaldte Supercharger-ladestationer, til at køre cirka 1.600 kilometer om året.
Derudover skal man altså til lommerne, hvis man vil have strøm på batteriet.
Prisen er endnu ukendt
Tesla oplyser ikke hvad prisen bliver, men kun at det vil koste mindre end at tanke benzin:
- Priserne kan svinge over tid og være forskellige fra region til region, baseret på elprisen, men vores Supercharger-netværk vil aldrig skulle skabe profit, skriver Tesla i en pressemeddelelse.
De nærmere detaljer om betalingen for strøm vil blive offentliggjort senere på året
Betaling for strøm er resultatet af en billigere bil
Tesla forklarer samtidig, at Supercharger-teknologien altid var designet til at gøre det muligt at kunne køre lange distancer, og ikke til at lade bilen op dag til dag.
- På samme måde som du lader din telefon, mener vi, at den bedste måde at oplade din bil på, enten er derhjemme eller på arbejde i de timer, hvor du ikke bruger bilen, skriver Tesla.
Men sandheden er nok nærmere, at Teslas planer om at lancere den billigere Model 3, betyder at den hidtidige strategi ikke længere er rentabel.
Og det kommer Tesla da også ind på i pressemeddelelsen:
- Som vi nærmer os lanceringen af Model 3, vil denne opdatering gøre det muligt for os at udvide vores Supercharger-netværk i stor stil.
Og det bliver altså kommende Tesla-ejere, der skal betale prisen for det.