KOMMENTAR: 3D-print fra biler til blod

3D-print bevæger sig fra små plasticdimser til rigtige biler og reservedele til mennesker som nyrer, lever og hjerte.

Henrik Føhns med en 3D-printet kopi af sig selv. (Foto: Emme Thielke © Emme Thielke)

​Når jeg kigger på min computerskærm, kan jeg se mig selv. Øverst på skærmen sidder der nemlig en lille buste af mit hoved printet i grå plastic på en 3D-printer for tre år siden.

Jeg blev fotograferet hele vejen rundt om mit hoved, og de godt 30 fotos af mig blev lavet om til en 3D-fil, som blev printet ud på en 3D-printer. Og nu har jeg en model af mig selv på størrelse med en flødebolle.

3D-print har været en kendt teknologi i industrisammenhæng i 30 år, men de seneste fem år er der kommet en masse hobbymaskiner på markedet, som bliver brugt til både spas og mere alvorlige projekter med reservedele til både biler og mennesker.

Problemet er, at man ikke kan få volumen i produktion med 3D-printere, så de kan konkurrere med gammeldags industriproduktion for alvor. Man printer ofte i små partier af unika.

Men der dukker altid nye folk med nye ideer op. Jeg har lige mødt et par stykker.

Local Motors 3D-printer biler

Den første 3D-printer biler.

Han hedder Jay Rogers og har grundlagt Local Motors, der laver specialdesignede biler, som er udviklet sammen med firmaets brugere via et website, hvor man i fællesskab skaber et design til en-aldrig-set-før-bilmodel. Og det nyeste påfund er at printe den på en 3D-printer, der 1,5 x 6 meter.

Bilen hedder The Strati og blev printet på 44 timer på en biludstilling i Chicago i september 2014. Den har to sæder, ligner en stor gokart og kan køre 40 kilometer i timen.

Den er printet i plastic over et stel af kulfiber, men hjul, motor og en del andre ting på bilen er ikke 3D-printet. Målet er nemlig ikke alene at 3D-printe men også at kunne lave en bil med så få dele som muligt. På den måde kan man spare tid og penge og hurtigt udvikle nye bilmodeller.

Spar tid spar penge

I den traditionelle bilbranche tager det fem år at udvikle en ny model, men Local Motors vil lave 16 nye modeller hvert år. Det skal ske gennem at bygge 100 af deres små effektive fabrikker over hele verden. Også her er der nytænkning på spil. Taget på fabrikkerne skal kunne rulles bort, så man kan hejse de nyeste maskiner - fx 3D-printere - ud og ind.

En 3D-printer til dette formål vejer nemlig ofte et par tons, fordi den skal stå på et stabilt grundlag for at kunne printe helt præcist.

Hos Local Motors printer de kun i ét materiale lige nu, men hvis man vil lave industriproduktion, skal man kunne printe i flere materialer på én gang.

Printer batteri på størrelse med sandkorn

Det kan de på Harvard University i den afdeling, som forsker i nye materialer. Og det var her min hjerne flækkede, da laboratoriets daglige leder, Scott Slimmer, viste mig rundt.

Han viste mig først en to tons tung printer, der har fire printhoveder og derfor kan printe i fire materialer på én gang. Printeren er stor, tung og meget præcis, fordi den trods sin størrelse arbejder med det allermindste: Den har printet batterier på størrelse med et sandkorn.

Det betyder, at man kan printe batterier i alle størrelser og former - men dog ikke til alle formål. Jay Rogers fra Local Motors forudser en fremtid, hvor bilens batteri og ledninger er printet sammen med karosseriet, hvilket bliver helt troværdigt, når man besøger Harvards printer.

Her snakker Scott Slimmer også om, at printe batterier inklusive solceller, så de altid er ladet op. Der er dog stadig tale om grundforskning, så batterierne er ikke i butikkerne i morgen eller de første par år.

Print dit eget hjerte

Men hjernen flækker først for alvor, da Scott Slimmer viser mig over i bygningen på den anden side af gården. Her står en anden tonstung maskine, der kan printe menneskevæv.

Printeren sprøjter fire materialer ud, hvoraf det ene er levende celler. Det færdige produkt er et lille stykke væv komplet med celler og blodårer.

Det kan bruges til forskning og til test af ny medicin, så det ikke længere er nødvendigt at teste på dyr. Og vejen fra forsker til patient bliver kortere, fordi man kan teste på menneskevæv uden at teste på mennesker.

Endemålet er at printe lever, nyrer og hjerter til mennesker, men det ligger ifølge Scott Slimmer omkring to årtier ude i fremtiden.

Det afholder mig dog ikke fra at drømme om, at den lille 3D-printede buste på min computerskærm en dag vil være printet med mine egne celler. Eller at jeg måske kan bruge den som kølerfigur på min egen 3D-printede bil, der dog nok stadig vil være printet i plastic.