Kommentar: Bogens fremtid er en blanding af papir og bits

Canadiske BitLit giver dig en digital kopi med, når du køber en papirbog

Dit nye bibliotek kan blive en kombination af papir og ebøger. (Foto: Anders Høeg Nissen)

Jeg elsker bøger og jeg elsker at læse. Det var mit yndlingstidsfordriv som dreng, jeg læste litteraturvidenskab på universitetet, og prøver stadig at få plads til at læse en bog om ugen.

Derfor bliver jeg også helt glad i maven, når der bliver eksperimenteret med nye måder at skaffe, købe og læse bøger på.

Den canadiske bog-startup BitLit blander bits og papir, i et af de efter min mening hyggeligste eksperimenter med bøger, ebøger og business.

Kort fortalt går det ud på, at man kan få en digital version med, når man køber en fysisk bog. Nogle gange gratis, andre gange til en nedsat pris.

Det er supersmart for de af os der totalt har omfavnet det praktiske i ebøger, men stadig kan blive papirnostalgiske, dyrke reolerne i hjemmebiblioteket og nyde den helt særlige oplevelse det er, at sætte sig i en god stol med en "rigtig" bog i hænderne.

Tag billede af din bog og få en ebog

BitLit har lavet et system, hvor man - for at bevise at man har købt den fysiske bog - skal skrive sit navn på titelsiden, tage et billede med sin mobil, og sende det til BitLit.

Når det fysiske eksemplar således er forbundet til éns konto, modtager man et link hvorfra man kan downloade ebogs-versionen i det format man skal bruge - til Kindle, som ePub eller pdf.

Jo, det er måske lidt omstændeligt, men jeg kan alligevel ikke lade være med at smile lidt ved tanken om at man nu - i hvert fald en gang imellem - kan købe en vaskeægte papirbog man kan nyde i sofaen derhjemme, og så samtidig få den digitale kopi, som kan læses på mobil, tablet eller ebogslæser, når man er på farten.

Inspiration fra filmbranchen

Film- og tv-branchen har de senere år eksperimenteret med lignende systemer, hvor man får en digital version med når man køber en DVD eller en Blu-Ray - omend det sjældent fungerer, i hvert fald ikke for mig.

Enten må jeg ikke downloade den digitale version fordi jeg har købt DVD'en fra en udenlandsk webbutik, eller også er det umuligt at afspille filmen, fordi den digitale kopibeskyttelse (Digital Rights Management - DRM) smadrer alt.

Her lader det dog til, at BitLit benytter sig af eksisterende digitale formater, og ikke forsøger at opfinde en eller anden ny "smart" kopibeskyttelse.

Til gengæld må det nok siges, at systemet med at tage billeder af bøger nok ikke kræver de helt store armbevægelser at komme uden om. Men jeg tror, at det kan ramme den rigtige balance mellem service og forsøget på at forhindre snyd.

BitLit er foreløbig kun tilgængelig i USA, England og selvfølgelig Canada. Man kan jo dog håbe, at BitLit også finder vej til Danmark, eller at nogen tager ideen op herhjemme - og der er håb forude.

Mere gang i bogbutikken!

For efter en lidt sløv start, hvor forlag og biblioteker især i Danmark spillede fedtspil og lod musiktjenester forsøge sig med forskellige måder at følge med tiden på, så er der ved at være grøde i branchen - både i udlandet og herhjemme.

Der er i det sidste års tid dukket flere bog-tjenester og bogbutikker op - Liveboox og Ready fra Gyldendal Business, for nu at nævne et par stykker. Nogle er forholdsvis enkle ebogs-butikker, andre forsøger sig med så-meget-du-kan-spise abonnementsordninger á la Netflix.

Og sidste uge annoncerede TDC, at man har indgået et samarbejde med bog-abonnementstjenesten Mofibo, så man som kunde for 79 kroner om måneden kan læse så mange bøger fra Mofibos virtuelle hylder som man har lyst til.

TDC var jo for efterhånden en del år siden med til for alvor at gøre streaming musik tilgængelig for den almindelige dansker, og det kan være ebøgerne for alvor får et skub også, med den nye aftale.

Facebook
Twitter