Kommentar: Dårlige batterier er dimsedræber nummer 1

Selv de smarteste mobiler, fitness-trackere og støj-reducerende hovedtelefoner er ikke meget værd uden juice på batteriet.

Det tog kun en time at komme fra 100% til 85% og den lå bare i lommen... (Foto: Anders Høeg Nissen)

Alle vores gadgets lever i konstant trussel om at løbe tør for strøm.

Og selv de smarteste mobiler, fitness-trackere, laptops og støj-reducerende hovedtelefoner er ikke meget værd uden juice på batteriet.

Balance mellem funktioner og levetid

Det er slemt nok, når apparaterne faktisk lever op til fabrikanternes ofte noget pralende påstande, men selvfølgelig ekstra slemt når vores gadgets - på grund af slid, fejl i software eller noget helt tredje - begynder at bruge meget mere strøm end de plejer.

For producenterne er det en evig jagt på en balance mellem nye funktioner og evnen til at få dimserne at blive så strømbesparende som muligt.

For os brugere bliver hverdagen ofte tilbragt med ét øje på batteri-ikonet på skærmen og det andet i evig jagt efter en stikkontakt, fordi vi jo gerne vil bruge vores gadgets til alt det de kan.

Min iPhone er gået kamikaze

Personligt har jeg tilbragt den sidste uges tid i skrigende frustration, fordi batteriet i min mobil - for tiden en knap ét år gammel iPhone 5S - uden åbenlys årsag pludselig er begyndt kun at klare knap 10 timer på en opladning, hvor den normalt har holdt omkring et døgn, afhængig af brug.

Det er til at blive sindssyg af!

Ikke bare fordi det er irriterende at jeg nærmest bør slæbe en forlængerledning efter mig hele dagen, men også fordi jeg ikke kan finde ud af hvorfor mobilen så relativt pludseligt er begyndt at æde strøm.

Test, test og test igen

Jeg har, efter bedste amatør-evne, forsøgt at lave eksperimenter for at kortlægge problemet, dog altsammen indtil videre uden held.

Hver gang jeg tror jeg har luret hvilken app eller funktion der misbruger mit batteri, så vender næste test op og ned på situationen.

Jeg har lukket og startet forskellige apps 1000 gange (hvad der så irriterende nok jo også er med til at bruge ekstra strøm).

Jeg har slukket mobilen og tændt igen. Både på den autoriserede facon og med den hårde hold-power-og-home-knapperne-inde genstart.

Jeg har slået Background App Refresh, Location Services, Bluetooth, 4G og wifi til og fra i dusinvis af forskellige konstellationer.

Jeg har lavet komplet restore af mobilen via iTunes, og forsøgt at installere apps og backup igen.

Altsammen mens jeg løbende har tjekket Usage og Standby-tider - uden at kunne se en åbenlys sammenhæng til batteriforbruget.

Opdatering (16. september)

Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men det har det sidste døgns tid hjulpet ret gevaldigt, at jeg under Settings/iCloud/Storage and Backup har slået 'Backup to iCloud' TIL (i stedet for kun at backuppe når mobilen er koblet til Mac).

Jeg blev inspireret af denne post.

Jeg nåede kun halvvejs igennem hans råd forleden, men det lader til at det enkle iCloud-trick som sagt har gjort en stor forskel - nu er jeg oppe på 20-24 timer igen ved normal brug...

Mobilen gør mig ikke klogere - endnu

Mobilen selv hjælper mig ikke. For iOS gør det ikke ligefrem nemt at se hvilke apps der bruger (for meget) strøm, eller hvilke interne processer der måske kører når de ikke burde.

Det ser dog ud til, at vi med den kommende iOS8 faktisk vil få indbygget mulighed for at se hvilke apps der bruger mest strøm - men tilsyneladende ikke hvilke systemprocesser eller funktioner?

(Ikke for at åbne for den trættende Android-iOS-debat - men jeg er ret sikker på at jeg har haft Android-apps hvor jeg kunne grave væsentlig dybere ned i maskinrummet...).

Det er i øvrigt heller ikke lykkedes for mig at finde apps, der kan hjælpe. Jeg har forsøgt mig med Battery Doctor, Carat og My Data Manager - uden at nogle af dem for alvor har kunnet sige noget om hvilke apps (endsige processer) som har slugt strøm.

Jeg ville gerne have lavet en artikel med 5 gode tips til at spare batteri på mobilen, men for det første har jeg ikke fundet den ultra-enkle, smarte løsning, og for det andet er der allerede dusinvis af guides derude.

En af de bedste er denne artikel fra en tidligere Apple-ansat (også selvom den ikke kunne hjælpe mig denne gang).

Batterilevetid spænder ben for wearable-bølgen

Nuvel, så vidt mine egne frustrationer i en situation hvor batteriforbruget er ekstremt. Men batterierne er også mere generelt et problem - eller i hvert fald en alvorlig begrænsning på vores brug af teknologien.

Især i disse dage, hvor der er meget fokus på de nye wearables - fitnessarmbånd, smarte ure og skærmbriller.

De fleste af de smart-watches som netop er blevet præsenteret på IFA-messen i Berlin skal oplades minimum en gang i døgnet, og selv hvis det ellers skulle lykkes at overbevise forbrugerne om at de skal til at gå med ur (igen), kan dét være en alvorlig stopklods for teknologiens udbredelse.

Et sæt Google Glass holder heller mere end nogle få timer, og det samme gælder fx Motorola Hint, et nyt Bluetooth-headset, der nærmest bare er en prop i øret som kan styre adskillige smarte Android-funktioner, men højst klarer 3.3 timer på en opladning.

Man drømmer sig næsten tilbage til dengang med de dumme mobiler, der ikke kunne meget andet end at ringe og sms'e, men til gengæld holdt en lille uges tid på en opladning.

Omvendt er det til gengæld blevet mere almindelig med bærbare computere som kan klare en arbejdsdag uden ledning, og det skal man så huske at være taknemmelig over.

Fantastiske nye batterier på vej...måske

Ikke desto mindre er der lange udsigter til de mange batterirevolutioner vi er blevet lovet gennem årene.

Der går sjældent en sæson uden mindst 3 nyheder om, at NU kommer batteriet der kan oplades på 25 sekunder og holder din mobil med strøm i 14 dage!

For nylig havde Scientific American fx en historie om Sakti3, et Boston-firma hvis nyeste prototype-batteri kan gemme dobbelt så meget energi som et standard lithium-ion batteri i samme størrelse.

Det er dog mildest talt begrænset hvor mange af disse potientielt lovende teknologier som faktisk er nået ud til vores gadgets.

Det har dels noget at gøre med, at det er ret avanceret teknologi som det tager lang tid at udvikle og teste, og ikke mindst producere - dels noget med at vi, ligesom med mikroprocessorer, er ved os nærme os nogle fysiske grænser for hvad der kan lade sig gøre, i hvert fald med eksisterende teknologi - sådan som Fortune Magazine skriver her.

Så måske skal vi bare lære at lægge mobilerne fra os lidt oftere - eller altid sørge for at være i nærheden af en stikkontakt.

Teknologien giver og teknologien tager...

Facebook
Twitter