KOMMENTAR Hurra for design, der løser virkelige problemer

Index Awards fejrer ti år med bravour

Ocean Cleanup Array skal rense oceanerne for plastikaffald (Foto: Erwin Zwart / The Ocean Cleanup © Erwin Zwart / The Ocean Cleanup)

Der er al mulig grund til at ønske Index Awards tillykke med ti års fødselsdagen og ikke kun, fordi det er en dansk designkonkurrence med høj international gennemslagskraft. De skal også ønskes tillykke for at tilskynde forskere og designere til at løse virkeligt store problemer.

Torsdag aften blev priserne i årets konkurrence delt ud, og de skuffede ikke. Index Awards levede til fulde op til sit slogan: Design to improve life - design, der gør livet bedre.

Index tænker ikke på en bedre hank på din kop eller et smartere snit til din kjole. Nej, vi taler om at løse reelle problemer i de fem kategorier: Body, Home, Work, Play & Learning og Community.

21-årig vil rense verdenshavene

Det, der gjorde størst indtryk på mig, var en kun 21-årig mand fra Holland. Boyan Slat vandt de 100.000 euro på sit projekt The Ocean Cleanup Array, der har til formål at rense al plastikaffald op af klodens oceaner indenfor de næste ti år.

Et uhyre ambitiøst mål og en ide, der blev født i Boyan Slats hjerne, da han som 16 årig var på dykkerferie i Grækenland. Han oplevede, at han så flere plastikposer end fisk i vandet. Og så gik han i gang med at tænke over en løsning.

Hans design består af en samling meget store flydende, oppustelige strukturer, der skal placeres centralt i verdenshavenes havstrømme. De vil forhindre de enorme mængder plastikaffald i at flyde videre uden at skade fisk og andre levende organismer i havet.

En platform ved siden af barrieren vil suge plastikaffaldet op. Det bliver fragtet ind på land og genbrugt. The Ocean Cleanup Array kører på sol og bølgeenergi.

Vi har brug for unge hjerner med vilde ideer

Man kan vist roligt kalde denne ide for et moonshot, som Google ynder at kalde deres vildeste ideer. Men det er den slags radikalt anderledes og vovede ideer, der giver mig håb for fremtiden.

Plastikaffald i oceanerne er et gigantisk problem, som ingen er kommet med en fornuftig løsning på. Måske fordi man er bange for at tænke de helt vilde tanker. Måske fordi man tænker i tekniske løsninger fremfor design.

Jeg tror, at de vilde tanker skal komme fra unge hjerner, der ikke lader sig begrænse af gamle vaner. Og Index Awards tror på, at design skal komme før teknik i en innovationsproces.

Styrken ved Index Awards er, at ideerne ikke bare er ideer. Der er tale om projekter, som har bevist deres værd og fungerer i den virkelige verden.

I programmet for prisuddelingen torsdag aften var der en liste med hele 46 projekter af den karakter. Denne liste var for mig noget af det mest inspirerende, jeg længe har læst. Iderigdom til at forandre verden positivt for milliarder af mennesker. Og en skarp kontrast til visionsløse politikere og alle os hverdagsmagere, som tror, at vi intet kan gøre for at forandre verden.

Index Awards beviser det modsatte. Forhåbentlig i ti år mere. Verden har brug for det.

Facebook
Twitter