KOMMENTAR Jeg har altid drømt om at blive en menneske-maskine

En lille NFC-chip i min højre hånd har gjort mig til menneske-maskine. Men mulighederne er stadig ret begrænsede...

Chippen syner ikke af meget, men den kan godt mærkes under huden... (Foto: © Anders Høeg Nissen)

"Tillykke, du er blevet opgraderet!"

Sådan sagde svenske Jowan, da han hev den drabeligt udseende kanyle ud af min hånd efter at have implanteret en lille NFC-chip under uden mellem min tommelfinger og pegefinger.

Mere specifikt er der tale om en 13.56MHz NFC Type 2 NTAG216, med 7 byte UID og 880 bytes bruger-tilgængelig hukommelse.

Den er 2 gange 12 millimeter lang, og ligger i en glaskapsel, så den ikke bliver afstødt af min krop.

Halb Wesen und halb Ding

Jeg er nu en del af et voksende fællesskab af mennesker, der har fået implanteret et stykke elektronik - af praktiske årsager, men i væsentlig højere grad også som udtryk for en gammel, scifi-inspireret vision.

Så det er en lille chip der nu sidder i min hånd, men en stor drøm der bliver til virkelighed.

Da jeg vågnede imorges var jeg stadig "bare" et biologisk væsen af kød og blod, men nu ligger der en lille NFC-chip under huden mellem min tommelfinger og pegefinger på højre hånd.

Jeg er blevet en slags menneske-maskine.... Fik jeg nævnt at jeg er glad for min chip?

Chippen kan dog ikke så meget - endnu

Jeg kan dog som maskinmenneske ikke så meget endnu, må jeg indrømme. Chippen har stort set bare et ID-nummer som den kan bippe trådløst afsted, hvis man spørger den via en mobil eller en NFC-læser.

Men uanset den temmelig beskedent udrustede chip, så føles alligevel som et spring ind en fremtid, hvor implanteret elektronik kan forstærke vores sanser, koble os på nettet, eller gøre os i stand til at styre verden omkring os med hjernens signaler.

I første omgang bliver det dog lidt mindre fantastisk.

Nok noget med at kode chippen med medlemskort, bruge den til at låse op for min mobil, eller måske til at betjene en elektronisk lås derhjemme.

Det tog ikke mange øjeblikke, og gjorde næsten ikke ondt. (Foto: © Hanne Kokkegaard)

Altså egentlig ikke rigtig noget, som man ikke kunne klare med en nøgle, en mobil eller et stykke plastik.

Jowan selv har dog blandt andet en NFC-chip implanteret i håndleddet, som automatisk sætter gang i et opkald til hans kæreste, når han lægger sin Androidmobil mod huden.

Implantatet er også opfyldelsen af en gammel drøm

Men indtil videre er de praktiske implikationer altså ret begrænsede, og det handler først og fremmest om at have taget endnu et skridt i retningen af en ægte sammensmeltning af krop og elektronik.

Jeg har nemlig i mange år været fascineret af tanken om cyborgs - menneske-maskiner - og ideen om at koble min biologiske krop sammen med elektronik og digitale dimser.

I første omgang kom det nok fra science fiction som William Gibsons klassiske cyberpunk-roman Neuromancer, hvor bodyguarden Molly blandt andet har fået sat en slags solbrilleglas over øjnene, med indbygget digitalt display.

Senere blev jeg mere filosofisk grebet af tanken, og skrev opgaver om cyborgs på universitetet, og så film som Lawnmower Man og Tetsuo og læste endnu mere science fiction.

Cyborgs i den virkelige verden

I 1998 kom så et gennembrud, da den engelske professor Kevin Warwick fik implanteret en chip i armen, som bla. kunne tænde lys og åbne døre på instituttet hvor han arbejdede.

Senere, i 2002, fik han en ny chip opereret ind, som blev koblet til hans nervebaner, og gjorde at han blandt andet kunne fjernstyre en robothånd.

Warwicks kone Irena blev også udstyret med en chip, og de kunne nu - i et vist omfang - sende nervesignaler og "røre ved hinanden", men uden at røre fysisk.

Det krævede dog en større operation, og det er stadig ikke noget man lige får gjort i en kælderbutik i det indre København af en svensk piercer...

Trådløse chips allevegne

Parallelt er der sket en del med RFID-tags og NFC-chips, som blandt andet nu findes i mange plastikkort.

De bruges som trådløs identifikation af en ting, en vare eller en person, fx i rejsekort, til at logge ind på computere eller til betalingsautomater og kopimaskiner.

Der er også masser af kreaturer og andre dyr der er blevet udstyret med en chip som identifikation, hvilket man så - som ny-chippet menneskeabe - kan tænke lidt over...

I 2004 blev natklubben Baja Beach Club i Barcelona berømt, fordi den lod stamgæsterne bestille drinks med en implanteret chip der identificerede dem, og gav dem adgang til særlige VIP-lounges.

Bliver chip-implants nu almindelige?

Det er dog først i de sidste par år, at de små chips for alvor har fået et forbruger-gennembrud, i takt med udbredelsen af trådløse ID-kort, og samtidig med at det er blevet almindeligt også at have smartphones, der kan aflæse - og kode - NFC.

Det betyder, at vi nu relativt sikkert - omend med et lille mål af smerte - kan få implanteret chips, der overholder de trådløse standarder.

Og ligeså vigtigt betyder det, at man med en Android-app selv kan kode sin NFC-chip med den information og funktion, man vil.

I hvert fald i et vist omfang.

Chippen gør mig ikke - endnu - nemmere at tracke

Som nævnt er der begrænsede muligheder i implantatet indtil videre. Det gælder - heldigvis - også for det nærliggende spørgsmål om privatliv.

Det er svært, grænsende til det praktisk umulige, i hverdagen at tracke sådan en implanteret NFC-chip uden personens vidende, siger bla. folkene hos Dangerous Things.

De har fået udviklet en NFC-chip magen til min, med tilhørende nål, via en crowdfunding-kampagne, og den er allerede købt i hundredevis af folk over hele kloden.

De laver også noget af det ekstragrej som NFC-læsere og digitale låse, som man vil kunne betjene med sin chip.

Men det er klart, at det på længere sigt er et vigtigt spørgsmål at tage stilling til - om man vil gå omkring med identificerbar teknologi i kroppen.

Jeg håber dog på med tiden at kunne identificere mig i DR med min hånd-chip, og måske betale i den lokale universitets-kantine, og jeg har kontakt til en håndfuld NFC-folk, som forhåbentlig kan hjælpe mig med at lave eksperimenter i de kommende måneder.

Jeg er stadig ikke helt en menneske-maskine

Det hører dog med til mine overvejelser, at en NFC-chip i hånden ikke gør mig til en "rigtig cyborg."

Chippen sidder der bare, og interagerer ikke med min krop. I princippet kunne jeg derfor ligeså godt have satset på en 'digital tatovering', som dette nye projekt viser. Det havde dog ikke været helt det samme.

Men selvom der er et stykke vej endnu til opfyldelsen af min gamle scifi-drøm, har jeg foreløbig valgt at kalde mig en cyborg version 0.5.

Og så satser jeg i øvrigt på at blive opgraderet, når der sikkert snart kommer en chip, der også kan måle på stoffer i mit blod, sende signaler via mine nervebaner, eller gøre mig i stand til at betjene min mobil med tankens kraft...