Kommentar: Læse, skrive, regne...programmere?

Engelske skoler går hele vejen og sætter kodning på skemaet. Hvis man ikke lærer at forstå teknologien risikerer man at blive slave af den, mener de.

Skal kodning være obligatorisk fag på skemaet? (Foto: © Anders Høeg Nissen)

Der har været meget snak de senere år om vigtigheden af at lære børn og unge at programmere, og om hvordan algoritmer, computere og netværk fungerer mere generelt.

Og jeg melder mig gerne i koret:

Jeg tror det er afgørende nødvendigt at gøre basal datalogi til et væsentligt element i undervisningen allerede fra de yngste klasser i folkeskolen.

Og det handler ikke om at udstyre alle med iPads, eller bare computere, for den sags skyld - selvom begge dele kan være praktiske værktøjer.

Det handler om at kunne forstå de grundlæggende principper bag information, programmering og digitale systemer, og ikke mindst om at kunne bruge sin viden og forståelse til at skabe alt fra præsentationer over apps til robotter.

Engelske børn får programmering på skemaet

Herhjemme trækker man stadig lidt på fødderne - på trods af mange mere eller mindre lokale initiativer og arbejde fra mange ildsjæle - men i England har man med årets skolestart taget fat på et nyt curriculum, hvor kodning og it-forståelse er på skemaet fra første dag.

- Undervisning i programmering og kreativitet skal være med til at gøre eleverne i stand til at forstå og ændre verden, som der står i læreplanernes målsætning.

Og BBC er i øvrigt med på missionen. Vores søsterstation har netop lanceret et stort tema-site, hvor der er tonsvis af input, små kurser og hjælp til både elever, lærere og forældre.

PC-kørekort eller datalogi?

På et indledende niveau kan undervisningen sagtens handle om at kunne bruge forskellige slags software, redigere video eller vide hvordan man laver et godt password.

Men mere vigtigt er det, tror jeg, at give ungerne en forståelse af hvordan computere og software fungerer. Mindre pc-kørekort og mere datalogi, kunne man sige.

Jeg vil gerne gå så langt som til at sige, at det er ved at være lige så vigtigt som at kunne læse, skrive og regne - selvom jeg ikke vil gøre mig klog på præcis i hvilken fase af undervisningen man skal tage springet fra "Søren og Mette så en ko ved en sø" til "Hello, World."

Er vi klar til den nye undervisning - og virker det?

Og selvfølgelig skal undervisning i computerforståelse ikke betyde, at de basale læse-skrive-regne-færdigheder bliver negligeret. Som med alt andet skal det ske i balance.

Rory Cellan-Jones, der er teknologi-journalist på BBC, har skrevet om både de engelske skoler og BBCs projekt.

I kommentar-feltet møder man både enige og uenige. Der er fx mange, som sætter spørgsmålstegn ved dokumentationen af værdien af undervisning i basal datalogi.

Og især lærere og undervisere peger, rimeligt nok, på udfordringerne i at skulle opbygge og undervise i relativt nye kompetencer på (alt for) kort tid.

Jeg tror dog ikke at vi har tid til at vente ret meget længere, heller ikke selvom vi får flere og flere initiativer som CoderDojo, Coding Pirates og diverse hackerspaces hvor børn og unge kan lege med elektronik.

Fremtidens arbejdere, men også fremtidens digitale borgere

For mig handler det ikke kun om at uddanne børn og unge til at blive værdiskabende medlemmer af fremtidens arbejdsstyrke, selvom flere og flere jobs nok vil kræve en god forståelse af digitale teknologier.

(Det mener i øvrigt også Dansk IT, der 4. september laver formiddags-debat om fremtidens digitale folkeskole). [Red: der stod før Dansk Industri, det var ikke korrekt]

Det handler også mere generelt om digital dannelse og evnen til at forstå verden omkring sig.

Sidste år talte jeg med med engelske Simon Jones, der til daglig arbejder hos Microsoft men også er aktivt medlem af gruppen Computing at School. Han sammenligner datalogi-undervisningen med fx fysiktimerne:

- Underviser vi i fysik så alle ungerne skal blive fysikere? Nej, det er kun en forsvindende lille del, der studerer fysik på universitetet når de bliver ældre, men en forståelse af nogle grundlæggende principper i fysikkens verden er en vigtig - måske nødvendig - ballast i livet, mente Simon Jones.

Og det er præcis det samme med datalogi og computerprocesser - med den ekstra bonus, at netværk, teknologi og software spiller en stadig større rolle i så godt som alle aspekter af vores liv, så den grundlæggende viden bare bliver mere og mere vigtig.

Simon Jones gik så langt som til at sige, at hvis man ikke forstår teknologien, så bliver man slave af teknologien, og af dem der laver den...