Kommentar: Sonos fjerner sit svageste led

Sonos åbner for at musiktjenesterne kan integrere styringen af Sonos-enhederne i deres egne apps.

Sonos musiksystem fungerer fremragende. Men deres app er ikke noget at skrive hjem om. Nu gør de det muligt for musiktjenesterne at styre Sonos-enhederne uden om deres egen app. (© Skærmbillede fra Sonos app)

Sonos har på mange måder sat standarden for hvordan man befrier musikstreamingtjenesterne fra sin computer eller smartphone, og får lyden til at strømme udover de rigtige højttalere i stedet.

Men selvom Sonos' hardwareløsning indtil videre er galopperet fra konkurrenterne, så har den app der kontrollerer Sonos igennem et stykke tid mest lignet og opført sig som en gammel krikke. Tiden er simpelthen løbet fra den.

Nu er en ny udgave af deres app langt om længe på trapperne, og man kan allerede prøve en betaversion til Android. Og der er forbedringer ikke mindst i det grafiske design og søgefunktionen.

Bedre er ikke godt nok

Men for min skyld kan de opdatere deres controller herfra og til juleaften, det ændrer ikke på at mit største Sonos-ønske længe har været, at de gjorde det muligt at styre musikken gennem andre apps.

Flere af musikstreamingtjenesterne har gjort det til deres fornemmeste opgave, at lave brugerflader der er sjove og inspirerende at bruge. Så er det altså virkelig ærgerligt at man skal tilgå sin musik igennem en dårligere brugerflade, som Sonos tilbyder. Ikke en dårlig brugerflade, men en dårligere.

Men ligesom jeg skulle til at brokke mig højlydt over at man giver app'en en tiltrængt overhaling uden at imødekomme mit største Sonos-ønske, så tikker der en nyhed ind.

I et samarbejde mellem Google og Sonos, bliver det nu muligt at styre musikken udenom Sonos egen app.

Kun til Googles Android musik-app i første omgang

I første omgang gælder det kun Android-versionen af Googles svar på Spotify - tjenesten med det helt igennem håbløse navn Google Play Music All Acces.

I Google-app'en kan man altså finde lige den sang man gerne vil høre, og sende besked til Sonos om at spille den.

Selvom du nok ikke bruger Googles musiktjeneste (da den endnu ikke er tilgængelig i Danmark), så må man formode, at det kun er et spørgsmål om tid inden Sonos vil lade de andre streamingtjenester gøre det samme. Og det glæder jeg mig til!

Apps skal være perfekte til det de gør

På trods af at det har taget (for) lang tid for Sonos at nå dertil, så har firmaet faktisk allerede en gang før vist sig at være progressive med hensyn til hvordan man styrer deres enheder.

I første udgave af deres musiksystem, skulle man købe en remote control der kostede en halv bondegård. Men så lavede de en app, og med ét kunne man styre musikken fra sin smartphone, mens Sonos lagde controlleren i graven.

Med deres seneste move viser de, at de har forstået hvad det hele drejer sig om - nemlig at lave en hardwareløsning der spiller max og så overlade styringen af musikoplevelsen til musiktjenesterne.

Det kan kun gøre oplevelsen bedre og alle parter glade. Og dem der er uenige, kan jo heldigvis stadigvæk bruge Sonos' egen app.

Facebook
Twitter