Kommentar: Vi skal ud i rummet trods ulykker og tragedier

Det er tragisk når rumfarten koster menneskeliv, men jeg er ikke i tvivl om at vi bør fortsætte både rejser og udforskning i rummet ufortrødent.

Virgin Galactics SpaceShipTwo eksploderede forleden, og kostede en pilot livet.

Den forgangne uge har været hård for den private rumindustri.

Først var det den ubemandede transportraket Antares, som blev sprængt i luften umiddelbart efter affyringen med relativt store tab blandet andet for satellit-startuppen PlanetLabs.

Og i fredags eksploderede så SpaceShipTwo - et af den type fartøjer, der ifølge Virgin Galactics planer skal bruges til at sende turister ud i rummet. En af piloterne døde, den anden ligger på hospitalet.

Rumfart er farlig

Det er ikke første gang raketter eller rumfartøjer forulykker, og ikke første gang det koster menneskeliv. Og det bliver garanteret heller ikke sidste gang.

Ligesom ved tidligere ulykker - måske især ved Challenger-tragedien i 1986 - så giver det anledning til at tage spørgsmålet om rumfart op til overvejelse. Ikke mindst når det gælder den private rumindustri, og især rumturismen.

Det er ikke bare dyrt at rejse ud i rummet, (i størrelsesordenen 250.000 dollars for en enkelt billet hos Virgin Galactic), det er også farligt.

Personligt er jeg dog ikke i tvivl om, at vi bør fortsætte både rejser og udforskning i rummet ufortrødent, naturligvis med behørige hensyn til sikkerheden, både for piloter, kunder og alle os andre her på kloden.

Rumindustrien er en del af vores hverdag

Det handler først og fremmest om, at rumindustrien - den offentlige såvel som den private - er blevet en vigtig del af vores hverdag og samfund, både når det angår forretning og forskning.

Satellitter, rumstationer og videnskabelige missioner spiller en stor rolle i vores samfund og i videnskabens verden. Og ligesom vi nødtvunget accepterer en vis risiko på fabrikker og veje og andre steder, hvor nytteværdien er tilstrækkelig høj, så må vi også acceptere, at det engang imellem går galt i rumbranchen.

Det er tragisk - ligesom hver eneste arbejdsulykke og trafikdrab er tragisk - men det er noget vi vælger at betragte som en ulykkelig pris for de mange goder, der kommer ud af at kunne transportere sig omkring i biler, købe millioner af billige varer, eller opnå nye videnskabelige og teknologiske fremskridt.

Drømmen om at rejse ud i det uendelige univers

Men den anden grund til at jeg absolut mener at rumrejser og opsendinger skal fortsætte er mere personlig.

Som så mange andre gik jeg også og drømte om en fremtid med Månehoteller og rumrejser, dengang jeg var dreng. Og en hel del år senere lavede jeg i 1998 sammen med en kollega et par indslag til Harddisken på P1 om den gryende rumturisme, og ikke mindst den såkaldte X-Prize konkurrence, der dengang var med til at sætte nyt skub i den private rumindustri.

Derfor har jeg også siden fulgt branchen, og kippede voldsomt med flaget da SpaceShipOne i 2004 vandt X-Prize, og blev startskuddet til Virgin Galactic.

Og jeg går stadig og håber en dag at kunne rejse ud i rummet, hvadenten det så bliver til kort tur i vægtløs tilstand, besøg på en rumstation, eller en længere tur, hinsides Månen og de nærmeste planeter. Man har jo lov at drømme...

Er rumdrømmene værd at dø for?

Men spørgsmålet om omkostningerne ved rumfarten kan godt blive lidt mere uldent, når det gælder rumturisme og privates rejser ud i rummet.

Det er som bekendt stadig kun et fåtal, som rent faktisk har købt og betalt for billetten endsige taget turen, men drømmen og forretningen lever stadig. Både hos de virksomheder, der bygger rumfartøjerne og sælger billetterne, og hos de (rige!) mennesker, der har bestilt en rumrejse, typisk til mange hundrede tusinder kroner.

I en kommentar på Wired efter SpaceShipTwo-ulykken i weekenden skrev Adam Rogers, at døden er for høj en pris at betale for rumturisme. Jeg er dog ikke enig.

Piloterne og de andre, som bygger eller flyver i de mere eller mindre eksperimentelle fartøjer kender risikoen. Og med fare for at generalisere, så tror jeg de fleste vælger at acceptere den risiko, blandt andet fordi de gerne vil være med til at gøre rumdrømmene til virkelighed.

Nu skal man jo passe på ikke at blande pærer og bananer, men der er mange andre ting, der er "for høj en pris at betale", og som vi ikke burde acceptere. For eksempel de mange civile døde ved såkaldte kirurgiske missilangreb, eller underbetalte arbejdere i udviklingslande, der slider sig ihjel for at vi kan købe billigt tøj eller elektronik.

Selv rumturisme for de rige er en del af branchen

Jeg kan sagtens sympatisere med kommentaren i Wired, og forstår til fulde Rogers' argumenter for hvorfor Virgin Galactic er "en rutsjebane for mennesker med for mange penge," men jeg vil nu alligevel fastholde at selv Virgin Galactics åbenlyse - næsten skamløse - leflen for rumdrømmen er med til at skubbe den fremad mod en tid, hvor mange flere (incl. mig selv) kan få lov at tage en tur ud i galaksen.

Det er klart, at rumturisme ikke er den vigtigste del af vores udforskning af rummet. Men jo flere firmaer og ingeniører og udviklere, der arbejder i rumindustrien, jo større er chancen for at udvikle billigere og bedre fartøjer, eksperimenter og instrumenter. Derfor bør vi blive ved, trods ulykkerne.

Jeg holder stadig fast i min drøm om at rejse ud i rummet

I den mere personlige sfære er der jo også mange, der risikerer liv og lemmer for deres mere eller mindre ekstreme sportsudfoldelser. Det synes jeg er tosset, men så længe det kun er eget liv de satser, så er det jo deres valg.

På samme måde er jeg også ret sikker på, at en tur ud i rummet vil være så stor og fantastisk en oplevelse, at jeg kan acceptere en vis risiko - selvom jeg aldrig ville bungee-jumpe eller kaste mig ud fra et højhus med kun et lille stykke presenning mellem mig og døden.

Så jeg håber af hele mit scifi-nørdede hjerte, at hverken raketeksplosionen eller tragedien med SpaceShipTwo vil bremse vores drøm om at udforske himlen, for at arbejde eller forske, eller "bare" for at opleve hvordan det er at tage første lille hop ud i det uendelige univers.

Facebook
Twitter