Når talen falder på piger og kvinder i teknologiens verden, føler jeg altid en stor splittelse.
På den ene side er jeg glad for, at der løbende kommer nye initiativer, projekter og netværk, der vil hjælpe piger og kvinder med at lære om programmering, hacking, spildesign og den slags.
På den anden side er jeg altid lidt trist over, at det stadig skal være nødvendigt med den slags, og at kvinder generelt er underrepræsenterede i teknologiverdenen.
Manglende diversitet
Der kommer hele tiden undersøgelser, som viser, at diversitet - på tværs af køn, race, alder og social baggrund - er en vigtig parameter for alle slags virksomheder og organisationer.
Især inden for teknologiens verden har der de seneste par år også i de store firmaer været opmærksomhed om problemet, og flere af dem er begyndt at offentliggøre rapporter om, hvor mange procent af de ansatte, som er er kvinder.
Det er dog desværre sørgeligt få - i hvert fald er det stadig et godt stykke op til de 50 procent.
Man kan naturligvis altid diskutere, om alle brancher absolut skal have en perfekt 50-50 fordeling mellem mænd og kvinder eller repræsentere et perfekt ekko af landets demografiske fordeling i øvrigt.
Men når rapporter fx fra Google, Facebook og Twitter fortæller, at kvinder kun sidder på 10-15% af tech-pladserne, så er det dog for lidt, synes jeg.
Piger og programmering, kvinder og kode
Til gengæld kan man glæde sig over, at der stadig kommer nye initiativer til, der forsøger at tackle problemet.
Det gælder både på nationalt niveau, og i form af mindre, private grupper, og der er fokus både på piger og unge kvinder.
Det handler heller ikke om hardcore kodning det hele. Der er naturligvis også fokus på design, spiludvikling, hardware-hacking og meget mere.
Et par af de nyeste initiativer her i landet er DigiPippi og Female Coders.
Nye danske initiativer
DigiPippi - et "digitalt netværk for seje piger" - henvender sig især til det yngre publikum, og beskæftiger sig med alt fra spiludvikling til basal programmering.
Female Coders har fokus på en lidt ældre målgruppe, især kvinder som er under uddannelse, og laver blandt andet workshops med introduktion til HTML og CSS.
Eva Fog fra DigiPippi og Lara Neumann fra Female Coders, der deltog i Harddisken på P1 fredag, er begge frustrerede over, at tech-verdenen stadig i så høj grad fungerer på mænds præmisser, som de siger.
De vil gerne være med til at skabe trygge netværk for piger og kvinder, så de kan lære og udforske teknologien på egne vilkår, og på en måde som i højere grad understøtter en kvindelig tilgang til verden - hvis man kan tillade sig at generalisere så groft.
Ada Lovelace er inspiration!
Når jeg præcis i denne weekend igen-igen frustreres over den manglende udvikling - men har lyst til at nævne netop et par nye initiativer, så skyldes det, at der hvert år i oktober er en helt særlig anledning.
I den kommende uge fejres nemlig computerpioneren Ada Lovelace over hele kloden, på den såkaldte Ada Lovelace Day.
Ada Lovelace, der levede fra 1815-52, var både interesseret i matematik, flyvende apparater og andre mere eksotiske videnskaber, men hun er især kendt for sit arbejde med Charles Babbage.
Han stod bag to mekaniske apparater, som af mange betragtes som vigtige forløber for den moderne, elektroniske computer.
Ada hjalp Babbage med både oversættelser, matematik og med at lave algoritmer til de mekaniske regnemaskiner - og af samme grund omtales hun ofte som verdens første computerprogrammør.
I dag tjener hun som inspiration for tusindvis af kvinder i alle aldre, der rundt om i verden netop forsøger at sætte fokus på de (manglende) kvinder i teknologi.
Vi fejrer Ada-dag
Ada Lovelace Day har været afholdt mere eller mindre organiseret siden 2009, og selvom datoen ikke har været helt fast, så falder dagen i år altså tirsdag den 13. oktober.
Der er dog arrangementer hele ugen mange steder i verden - og selvom der ikke på det officielle kort på FindingAda.com er events i Danmark, så er der dog alligevel et par stykker.
Female Coders holder deres første workshop mandag den 12. oktober, og på Albertslund Bibliotek kan man frem til 18. oktober se en lille udstilling om Ada Lovelace.
Og så skal det da bare understreges, at alle arrangementerne også inviterer mandlige deltagere, og at Ada Lovelace i øvrigt sagtens kan fungere som rollemodel, også for os med Y-kromosom!