Kontroversiel anti-reklamesoftware vinder ny sejr

Virksomheden bag anti-reklameværktøjet Adblock Plus vinder nu en ny sejr over tyske medier. Det er anden gang på mindre end en måned.

Adblock Plus fjerner reklamer og overvågning.

Reklamernes - og mediernes - fjende nummer et, anti-reklameværktøjet Adblock Plus, vinder nu en ny sejr i Tyskland, hvor forskellige mediegrupper har trukket selskabet bag i retten.

Det er anden gang inden for kort tid at tyske medier taber en sag mod Eyeo, der står bag udvidelsen. Tidligere har Die Zeit og Handelsblatt forsøgt at få Adblock Plus forbudt i Tyskland, denne gang var det ProSiebenSat1 og RTL, der tabte en sag mod Eyeo ved retten i München.

Adblock Plus er om muligt en af de mest kontroversielle browserudvidelser overhovedet, fordi den skræller reklamer væk fra internettet, og dermed underminerer mediernes indtægtsgrundlag.

Fjerner også overvågning og Facebook-knapper

Browserudvidelsen fjerner dog ikke kun reklamer, men også uønsket overvågning via cookies og 'like'- eller 'del'-knapper fra sociale medier, der overvåger og registrerer brugernes færden på nettet, uanset om man klikker på dem eller ej.

De tyske medier har trukket Eyeo i retten for at bedrive konkurrenceforvridende virksomhed, ikke mindst fordi selskabet også driver det, der kaldes for 'acceptabel reklame-intiativet', der er en slags dogme-regler for ikke-irriterende reklamer.

Overholder man disse dogmeregler, bliver reklamerne ikke blokeret af Adblock Plus og Eyeo er tidligere blevet beskyldt for at modtage penge for at lade giganter som Google og Microsoft slippe gennem filteret. Det har Eyeo afvist og henvist til, at selskabet tjener penge på konsulentydelser til de virksomheder, der vil overholde dogmereglerne.

Betrager sig som godkendt

Eyeo skrev i en kommentar efter onsdagens dom, at selskabet nu både betragter Adblock Plus og initiativet for dogmereklamer som lovligstemplet i Tyskland.

Retten i München lagde vægt på, at Adblock Plus trods alt fortsat ikke er så udbredt, at det kan betragtes som et voldsomt problem - selskabet angiver selv at have omkring 50 mio. brugere, men Adblock Plus har ikke en løsning til fx iPhone, iPad og Windows Phone, ligesom at det heller ikke virker til Windows Phone, og kræver en tredjepartsbrowser for at virke på Googles dominerende Android-system.

Selskabet forsøger dog løbende at finde ny vækst - og har senest annonceret en selvstændig browser til Android-baserede mobiltelefoner, der har Adblock Plus aktiveret som standard.

Browseren er baseret på den frie Firefox-browser, og er ikke tilgængelig til hverken iPhone eller Windows Phone.